For at du kan få mulighed for en mere detaljeret sammenligning af dit aktuelle lønniveau efter stift, anciennitet eller alder, har Præsteforeningen udviklet en lønberegner.
Hvordan fungerer den? Lønbegrebet “Fast løn netto” anvendes med henblik på umiddelbar sammenligning med oplysningerne på din lønseddel (aktuelt juli/august 2024). “Bruttofortjeneste” angives med henblik på sammenligning med privat ansættelse, hvor ydelsessammensætningen kan være anderledes. Se i øvrigt definitioner og bemærkninger nederst.
Lønberegneren er også udviklet som en hjælp til de lokale lønforhandlinger i stifterne samt de løbende ad hoc lønforhandlinger, når en præst får nyt embede.
Du kan opdatere/refreshe siden, hvis du vil se oversigter for andre stifter eller for hele landet.
Fast løn netto: Omfatter grundløn (basisløntrin/skalatrin) samt varige tillæg (generelle tillæg og lokalt aftalte kvalifikations- og funktionstillæg). Beløbet er umiddelbart sammenligneligt med lønsammensætningen på lønsedlen (fremgår af sidste side).
Variable ydelser: Omfatter engangsvederlag ydet for indeværende og foregående 11 måneder fordelt pr. måned (1/12). Hovedsageligt lokalt forhandlede vederlag herunder studieorlovsydelse. Endvidere indgår supplerende flyttegodtgørelse, gratialer og lignende. Meget uregelmæssige betalinger som feriegodtgørelse ved fratræden og udbetaling af ikke afholdt ferie indgår ikke.
Pensionsværdi: Værdi af tjenestemandspension beregnet som 28 % af aktuelt skalatrin jf. Lønstrukturkomitéens rapport (2023). Øvrig pension opgjort som de indbetalte beløb til pensionsordninger ved PFA Pension og ATP med de aftalte bidragsprocenter eller -satser.
Bruttofortjeneste: Summen af fast løn, variable ydelser og pensionsværdien.
Grupper med 1 årsværk vises ikke.
Kilde: ISOLA 2. kvt 2024. Inklusive generel lønregulering pr. 1. april ’24.
Alle beløb er standardberegnede gennemsnit pr. årsværk og pr. måned, hvilket betyder, at lønarter for over- eller merarbejde ikke indgår i de variable ydelser. Dette lønbegreb anvendes med henblik på sammenlignelighed mellem forskellige grupper af ansatte i det offentlige. Nb. Der er ikke aftalt over- eller merarbejdsydelser for præster.
Bemærkninger til læsning af statistikken:
Der forventes normalt en stigende lønprogression efter erfaring/anciennitet, som er angivet for tjenestemandsansatte præster op til 15 år i løngruppe 1. For overenskomstansatte præster og provster anvendes i stedet aldersgrupper, da alder approksimerer erfaring. Dette med forbehold, da der kan være større forskelle på kandidataldre for præster og dermed relevant akademisk erfaring i en given alder. På stiftsniveau med relativt få overenskomstansatte kan dette give udslag i, at der ikke altid ses en stigende lønprogression efter alder.
Gruppen overenskomstansatte præster 64+ år består nu overvejende af tjenestemandspensionister, som kan få pensionsydelse udbetalt som løn og som i mindre omfang kræver eller får kvalifikationstillæg ved ansættelse.
Studieorlovsydelse medregnes som en variabel ydelse og kan for en mindre gruppe årsværk give et meget skævt billede af den gns. bruttofortjeneste.
Provsters lønninger er grundet gruppens størrelse alene fordelt på aldersgrupper for hele landet.
Kontakt sekretariatet hvis du har spørgsmål om løn eller lønforhandling.
E-mail: ddp@praesteforening.dk
Telefon: 35 26 05 55