Når du bliver ansat i et eller flere vikariat er der forskellige ting, du skal være opmærksom på.
Har du forslag, eller mangler vi noget, må du meget gerne kontakte sekretariatet.
Når du bliver konstitueret som vikar, skal du have adgang til mobil, PC, kopimaskine, printer og et kontor.
Du kan ikke forventes at stille din egen mobil og/eller PC til rådighed.
For at undgå beskatning af fri telefon, skal du bede om at underskrive en tro-og-love-erklæring, der bekræfter, at du bruger arbejdsmobilen privat.
Du skal også have adgang til et kontor. Det kan være vanskeligt, hvor der ikke er en sognegård, men så må du aftale med provsten, hvordan du skal tilrettelægge din tid med forberedelse hjemme i forhold til at være til stede i sognet. Er du ansat i et længerevarende vikariat, skal der findes en løsning.
Du skal aftale kontorforholdene, PC og mobil med provsten.
Kontakt din tillidsrepræsentant, hvis du ikke kan få arbejdsredskaber til at løse dine opgaver.
Det hænder, at man som vikar bliver ansat i en kvote, når man skal dække et fuldtids embede, som er vakant. Bliver du konstitueret i sådan en stilling, er det vigtigt, at du får et regulativ, som beskriver, hvilke opgaver du skal varetage indenfor den kvote, du er ansat. Tal med tillidsrepræsentanten om regulativ.
Bliver du konstitueret i en kvoteret stilling, ”overtager” du regulativet for den præst, du afløser. Er du samtidigt konstitueret i anden kvoteret stilling, skal der selvfølgelig tages højde for det, så du kan dække begge vikariater.
Det skal du tale med provsten om, men også i den situation er det en god ide, at kontakte tillidsrepræsentanten.
Alle præster – også vikarpræster – har ret til en fast ugentlig fridag og 6 friweekender årligt. En friweekend omfatter en sammenhængende lørdag og søndag. Herudover har du ret til frihed på yderligere 7 søgnedage årligt.
Aftalen om fridage, søgnedage og friweekender er indgået mellem Præsteforeningen og Kirkeministeriet tilbage i 1987 og er en særskilt aftale om frihed, som ikke er omfattet af de almindelige ferieregler. Fridage og fri weekender fordeles jævnt i løbet af et kalenderår.
Som vikar har du ret til forholdsmæssig frihed efter reglerne om fridage, søgnedage og friweekender. Er du f.eks. ansat i et tre måneders vikariat, har du ret til en fast ugentlig fridag, en friweekend og en søgnedag.
Du skal aftale friweekender og søgnedage med provsten.
Når du er ansat som vikar, optjener du ferie med løn til afholdelse løbende.
Er du fuldtidsansat vikar, optjener du 2,5 almindelige feriedage pr. måned, er du kvoteret ansat, optjener feriedage i overensstemmelse med kvoten.
Som vikar skal du også have mulighed for at holde ferie. Det gælder uanset længde af din ansættelse. Ferie holdes i perioden fra 1. september til 31. december året efter.
Du har krav på at kunne holde 3 ugers sommerferie (hovedferie) i sammenhæng i perioden 1. maj-30. september.
De 2 resterende ferieuger kan afholdes på et hvilket som helst tidspunkt i perioden, herunder også i hovedferieperioden og som enkeltdage.
Er du kvoteret ansat, indgår de arbejdsfridage i ferien.
Du aftaler ferie med provsten.
Hvis provsten varsler, at du skal holde ferie, skal du være opmærksom på, at hovedferie skal varsles med 3 måneder, restferie med 1 måned.
Præster optjener 6 særlige feriedage i kalenderåret. Det gælder også, når du er ansat som vikar. Dagene optjenes forholdsmæssigt i forhold til ansættelsesperioden, dvs. at der optjenes 0,5 feriedag pr. måneds ansættelse for sognepræster. De optjente særlige feriedage kan afvikles efterfølgende i perioden 1. maj-30. april (det gamle ferieår) og eventuelle overskydende dage skal godtgøres ved ferieårets udløb, medmindre der træffes aftale om overførsel til den følgende periode.
Den kontante godtgørelse for de 6 særlige feriedage udgør 2,5% af de løndele, der indgår i beregningsgrundlaget for feriegodtgørelse i forbindelse med fratræden.
Aftal med provsten, hvordan dine særlige feriedage skal afvikles, udsættes eller udbetales.
Du er omfattet af Ny præst efteruddannelsesforløb, når du ansættes i vikariater.
Det er stiftets uddannelseskonsulent, som har ansvaret for, at der tilrettelægges og koordineres et samlet introduktionsforløb gennem udarbejdelsen af en uddannelsesplan. Planen sikrer, at alle minimumskravene er opfyldt, og synliggør både for præst, menighed og foresatte i hvilket omfang og hvornår, der skal afsættes tid til din deltagelse i introduktionsforløbet.
Bemærk, at planen skal justeres, hvis der sker skift i dit ansættelsesforhold. Får du et nyt vikariat i et andet stift, skal uddannelseskonsulenten sende din uddannelsesplan til uddannelseskonsulenten i det stift, hvor du bliver vikar. Bliver du i stiftet, men får et nyt vikariat, skal uddannelseskonsulenten justere din uddannelsesplan, hvis der er behov for det.
Du har også en mentor, når du er vikar.
Det er stiftets uddannelseskonsulent, du skal kontakte, hvis du har spørgsmål om efteruddannelsesforløbet og hvilke muligheder, du har – både hvis din ansættelse ændrer sig, eller du bliver ledig.
Efter den obligatoriske uddannelsesuge har du en ekstra friweekend, som du aftaler med provsten. Fri weekend afholdes i samme uge, som du er på obligatorisk efteruddannelse.
Er du ansat i et vikariat af et års varighed eller længere, er du, i henhold til Menighedsrådsloven, født medlem af menighedsrådet. Det vil sige, at du har ret og pligt til at deltage i menighedsrådsmøderne med forslags-, tale- og stemmeret.
Er du ansat i et vikariat under et års varighed, har du ret til at deltage i menighedsrådsmøderne med taleret, men uden forslags- og stemmeret.
Er du vikar i et embede med en bistandsforpligtelse, har du ret til også at deltage i menighedsrådsmøderne i det sogn, hvor du har bistand, men uden stemmeret. Det gælder uanset længden på dit vikariat.
Er du kvoteret præst, er du ikke forpligtet på at deltage i alle menighedsrådsmøder, men kun i overensstemmelse med din kvote. Aftal din deltagelsen i menighedsrådsmøder med provsten.
Er du konstitueret i et vikariat på under fire måneder, kan du aftale med din provst i hvilket omfang, du skal deltage i menighedsrådsmøderne.
Hvis du har været konstitueret/ansat i 3 forskellige pastorater af mindst 3 måneders varighed, får du automatisk et mobilitetstillæg på 36.514,71 kr. årligt/ 3.042,89 kr. månedligt ved fremtidige ansættelsesforhold som overenskomstansat præst. Det vil sige, at du beholder tillægget, så længe du er i vikariater eller får fast embede som overenskomstansat præst.
Vær opmærksom på, at hvis du bliver forlænget flere gange i det samme vikariat, så opfylder du ikke kriterierne for at få mobilitetstillæg. Kontakt eventuelt sekretariatet og få rådgivning.
Du er både som kommende mor/far eller medfar/medmor omfattet af reglerne om barsel, så længe du er i ansættelse som præst.
Det betyder også, at du ikke kan afskediges på grund af kommende orlov i forbindelse med fødslen.
Det hænder, at menighedsråd er behjælpelige med en midlertidig bolig, hvis du bliver vikar i en anden landsdel end der, hvor du bor.
Et sådan tilbud kan være en god mulighed for at få vikariat og prøve at være præst. Du skal dog være opmærksom på, at en sådan bolig ikke er omfattet af reglerne om tjenestebolig.
Vær opmærksom på, at hvis du flytter til en midlertidig bolig, skal du undersøge, hvad det betyder i forhold til din egen bolig. Kan du fraflytte den i en periode, fremleje den, eller skal den opsiges?
Er den midlertidige bolig møbleret, eller skal du selv sørge for det?
Du er som udgangspunkt heller ikke omfattet af reglerne om befordringsgodtgørelse fra den midlertidige bolig til sognegrænsen. Se nedenfor, hvornår du får dækket kørsel.
Tal med provsten og/eller din tillidsrepræsentant, inden du beslutter dig for at flytte i en midlertidig bolig. Du er også velkommen til at kontakte sekretariatet.
Når du er vikar, skal du selv betale for transport til og fra sognet. Men du kan få kørselsfradrag for din transport, hvis du har over 12 km til arbejde (samlet over 24 km til og fra arbejde). Fradraget udgør i 2024 kr. 2,23 pr. km over 24 til og med 120. Fradrag for kilometer over 120 km udgør kr. 1,12.
Bemærk, at der er særregler for nogle ydre kommuner og kørsel over Storebælt.
Du får skattefradrag for de dage, du reelt kører til og fra arbejde. Du må derfor ikke medregne dage, hvor du fx har arbejdet hjemmefra, været på ferie eller syg. Alle transportmidler giver fradrag fx bil, tog, bus eller cykel.
Du får befordringsgodtgørelse, når du kører til og fra sognet i embedsmedfør. Skal du for eksempel til en dåbssamtale hjemme hos dåbsfamilien, får du godtgørelse for kørsel fra dit kontor eller kirken til familien. Kører du hjemmefra til familien, får du først godtgørelse fra sognegrænsen.
Når du bliver konstitueret som vikar, anbefaler Præsteforeningen, at du og tillidsrepræsentanten mødes eller taler sammen i telefonen. Tillidsrepræsentanten kan fortælle om praksis i provstiet, og du kan få hjælp til de praktiske forhold i forbindelse med din ansættelse.
Tillidsrepræsentanten vil normalt kontakte dig, hvis ikke, opfordres du til at kontakte tillidsrepræsentanten.
Har du været vikar i en periode og får fast ansættelse som sognepræst, er det vigtigt, at du er opmærksom på, at der kan forhandles løn.
Især skal du være opmærksom på at tage et forbehold for en lønforhandling, hvis du bliver tjenestemand. Som overenskomstansat får du præstetillæg svarende til lidt over kr. 1.000 pr. måned. Det får tjenestemændene ikke. Har du også et mobilitetstillæg, skal du være opmærksom på, at det heller ikke automatisk følger med.
Kontakt din tillidsrepræsentant eller sekretariatet, hvis du søger og får fast embede.
Hvis du er ledig eller ansat på deltid, kan du få dagpenge/supplerende dagpenge, hvis du er medlem af A-kassen og opfylder betingelserne. Som teolog og præst er det Akademikernes A-kasse, som du med fordel kan melde dig ind hos.
Du kan læse mere om dagpenge og A-kassens mange andre tilbud HER