Udgifter til tjenestebolig

Boligbidrag

Boligbidraget fastsættes ved vurdering, hvorefter der fradrages 30% pga. bolig- og fraflytningspligten ved afsked. Boligbidraget kan højst andrage 15% af skalalønnen for tjenestemænd. Skalalønnen kan slås op og findes i tabellen over lønrammeforløbet i det gamle lønsystem.

Ansatte i løngruppe 1 følger det 15 årige lønrammeforløb LR16 til LR31, skalatrin 21 til 44, efter anciennitet. For ansatte i LG2 og LG3 sats I og II svarer skalatrinnet til basislønnen.

For overenskomstansatte fastsættes loftet for boligbidraget som 17% af basislønnen. Satserne for basislønninger kan findes i den generelle lønoversigt. Betaling for beboelse af tjenesteboligen sker ved indeholdelse af boligbidrag månedsvis i lønnen og afregnes til kirkekassen af stiftet.

Forbrugsudgifter

Præsten skal betale for sit private forbrug af varme, vand og el.

Selv om det er udgangspunktet, at der skal opsættes separate målere til opmåling af det private henholdsvis det tjenstlige forbrug, er dette endnu ikke slået igennem.

Der er derfor i tjenesteboligcirkulærets kap. 6 fastsat andre metoder til opgørelse af, hvad præsten henholdsvis kirkekassen skal betale i forbrug.

Betaling for opvarmning

Betaling for opvarmning kan ske på to forskellige måder:

1. Præsten kan vælge selv at betale for opvarmning af hele boligen og derefter modtage refusion af menighedsrådet vedrørende de tjenstlige lokaler. Præsten refunderes med en sats på kr. 198 pr. nettokvadratmeter tjenstligt areal pr. 1. april 2024. Satsen reguleres årligt. Lokale aftaler om forholdsmæssig refusion indgået og godkendt af provstiudvalget før 1. august 2012 vil dog fortsat være gældende. Præsten betaler den fulde udgift for opvarmning, når der ingen tjenstlige lokaler er.

2. Præsten kan alternativt vælge at lade menighedsrådet sørge for opvarmning af boligen, såfremt der findes tjenstlige lokaler, der opvarmes ved samme anlæg som resten af boligen. I dette tilfælde skal præsten betale for varme pr. nettokvadratmeter i den private del af boligen. Nettoetagearealet omfatter værelser, kamre, opvarmede badeværelser og spise- eller opholdskøkkener. Et køkken kan karakteriseres som et spise- eller opholdskøkken, hvis der i køkkenet er eller kan indrettes spiseplads til mindst 4 personer. Spisepladsen skal være let tilgængelig, og der må derfor ved bedømmelsen af køkkenets status også indgå et skøn over den tekniske og inventarmæssige indretning. Boligens tjenstlige areal skal ikke medregnes. Præstens opmåling skal attesteres af menighedsrådet og sendes til stiftsøvrigheden. Præsten skal maksimalt betale for 160 m2. Kvadratmeterprisen bekendtgøres af Finansministeriet og reguleres årligt 1. april. Pr. 1. april 2024 kr. 198 pr. m2. Stiftsøvrigheden trækker varmebidraget i lønnen hver måned.

Opmåling kan ske efter reglerne i Finansministeriets cirkulære om tjenesteboligbidrag fra 1983:

“Stk. 2. Boligens størrelse beregnes efter opmåling i m2 af gulvarealet af de enkelte værelser eller kamre: målene tages mellem væggene. Langs skråvæg bortfalder det gulvareal, for hvilket den lodret målte højde mellem gulv og skråvæg måtte være mindre end 0,8 m. I øvrigt tages højden mellem gulv og loft ikke i betragtning. Som værelse eller kammer anses kun rum, der lovligt kan anvendes til beboelse, som har mindst 0,6 m2 samlet lysåbning i vinduerne, og som kan opvarmes.”

Hvis præsten betaler særskilt for opvarmning af vand ved gas- eller elvandvarmer, så skal varmebetalingen reduceres med 35%.

Præstens betaling herfor trækkes som varmebidrag i lønnen.

Ifølge Kirkeministeriets hidtidige praksis kan en præst, der har valgt at lade menighedsrådet stå for opvarmning af boligen mod at blive trukket i lønnen, kun overgå til selv at varme op og modtage refusion vedrørende de tjenstlige lokaler, såfremt præsten kan dokumentere at egenbetalingen af varme overstiger de faktiske udgifter. Der vil dermed gå mindst et regnskabsår mellem skift af betalingsordninger. Der vil dermed skulle gå mindst et regnskabsår mellem skift af betalingsordninger.

Betaling for vand

Præsten skal betale for det private vandforbrug, og der skal som udgangspunkt være opsat separate målere. Er der ingen tjenstlige lokaler i boligen, betales den fulde udgift til vandforbruget evt. minus en procentdel for tjenstligt forbrug i boligen på til til 15%. Fast og ikke-forbrugsafhængige afgifter betales af kirkekassen.

Der er tre måder at betale vand på:

A. Der er opsat vandmåler, der måler præstens private forbrug af vand.

Præsten betaler her efter det målte forbrug. Da der imidlertid heri kan indgå et vist tjenstligt vandforbrug, fx i forbindelse med træffetid eller møder i boligen (gæstetoilet og mødekaffe  m.v.), kan der – afhængig af de konkrete forhold på stedet – indgås en aftale mellem præsten og menighedsrådet om, at en vis procentdel af det målte forbrug betales af kirkekassen. Denne procentdel kan maksimalt udgøre 15% af det målte forbrug. Aftalen kan genforhandles, når præsten eller menighedsrådet ønsker det.

B. Der er opsat fælles vandmåler, der omfatter både præstens privatforbrug af vand og vandforbruget i konfirmandstue/mødelokaler etc.

Der opsættes vandmåler til måling af præstens private vandforbrug, hvorefter retningslinjerne ovenfor under A. følges. Indtil da – eller hvis det ikke er teknisk muligt at udskille præstens private vandforbrug – indgås der en aftale mellem præsten og menighedsrådet ud fra de konkrete forhold på stedet (husstandens størrelse, omfanget af brugen af mødelokalerne etc.) om, hvilken andel af forbruget der skal afholdes af henholdsvis præsten og kirkekassen. Den tjenstlige andel kan i dette tilfælde godt overstige 15%. Aftalen kan genforhandles, når præsten eller menighedsrådet ønsker det.

Særligt om haver (havevanding):

Hvis der er have til tjenesteboligen, er præsten forpligtet til at vedligeholde den, og forbruget af vand til havevanding hører under præstens private vandforbrug, når havens størrelse er under 1000 m2. Hvis havearealet overstiger 1.000 m2, betales forbruget til vanding af kirkekassen, og der opsættes måler til måling af vandforbruget til havevanding.

Faste bidrag som fx abonnement pr. vandmåler eller fast afgift pr. stikledning afholdes af kirkekassen.

Opmærksomheden skal henledes på installation af vandbesparende foranstaltninger – et tema, der kan tages op ved syn af boligen. Det er fx muligt at opnå store besparelser ved fx udskiftning af ældre toiletter.

I de sogne, hvor det ikke er muligt at forhandle en aftale på plads, kan tillidsrepræsentant og provst inddrages i forhandlingen til hjælp og vejledning. Præsteforeningen vil gerne informeres herom med henblik på at kunne tage sådanne forhold op i en forhandling med Kirkeministeriet.

Betaling for el og gas

Som udgangspunkt skal der opsættes målere til måling af præstens private henholdsvis det tjenstlige forbrug af el og gas.

Når der ikke er opsat separate elmålere, afholder præsten udgiften til el og gas, og der indgås aftale med menighedsrådet om kirkekassens betaling af el og gas, der vedrører de tjenstlige lokaler. Aftalen, som godkendes af provstiudvalget, baseres på en forholdsmæssig refusion af præstens dokumenterede udgifter på grundlag af de tjenstlige lokalers andel af det samlede boligareal og under hensyntagen til lokalernes brug, indretning og udstyr.

Efter Naturalydelsesaftalen (bilag til tjenesteboligcirkulæret) gælder følgende forbrugskvanta for præstens betaling af el og gas, når ingen målere er opsat:

Den tilsvarende maksimale betaling for gas udgør: