Louise Lysholm blogger om hverdagen for de udvisningsdømte i fængslet
Glimt fra fængslet – og fængselspræstens hverdag 1:3
x
”Alle vores indsatte er udenlandske statsborgere, som er dømt for kriminalitet i Danmark.”
Fængselspræst Louise Lysholm skriver om hverdagen i Ringe Fængsel. Teksterne er oprindelig skrevet til en lokalavis, som imidlertid ikke trykte dem.
Jeg er præst i Ringe Fængsel, som er fængsel for udvisningsdømte kriminelle. Det er min erfaring, at mange finder den lukkede fængselsverden fascinerende, men ikke har adgang til ret meget viden om den. I tre små artikler løfter jeg derfor en flig af sløret for de indsatte og fængselskirkens hverdag. Ikke for at nogen skal have ondt af de indsatte – det bryder de sig absolut ikke om! De sidder lige dér, hvor de har fortjent at være og har selv sat sig i den situation, de er i.
I denne første artikel har jeg inviteret nogle af de indsatte til at fortælle lidt om livet i fængslet og om, hvad de går og tænker over under deres afsoning[1]. Perspektivet her er ikke kriminalitet og dens årsager. Det handler mere om, hvordan man lever sammen og får en hverdag til at fungere. Alligevel har jeg lyst til at tilføje, at forbrydelser yderst sjældent er så ukomplicerede, som de optræder i TV-serierne. Der er altid en historie bag og meget ofte en meget sørgelig historie. Derfor skal man selvfølgelig overholde loven alligevel, men men men …
I løbet af 2018 blev Ringe Fængsel omdannet fra at være et ungdomsfængsel til at være udvisningsfængsel. Det betyder, at alle vores indsatte er udenlandske statsborgere, som er dømt for kriminalitet i Danmark. Når dommen er afsonet, bliver de typisk sat på et fly til det land, de er statsborgere i eller har opholdstilladelse i. Det er mænd i alle aldre, de kommer fra mange forskellige lande og kulture. De er almindelige mennesker – i en ualmindelig situation. Nogle er akademikere, nogle har kone og børn, nogle er født og opvokset i Danmark, andre er meget langt hjemmefra. Fælles for dem alle er, at de er dømt for at have overtrådt loven. Og har – udover fængselsdommen – også fået dom til udvisning.
I mange tilfælde er vores indsatte kommet til Danmark med det formål at begå kriminalitet, og de glæder sig – som alle løsladte – til at komme hjem og gense familie og venner og til at fortsætte med livet, som blev afbrudt, da de kom i fængsel i Danmark, der for dem er et fremmed land.
M, som tilhører denne gruppe, fortæller: ”Her i fængslet er hverdagen stille og rolig. I Ringe har alle deres egne – store – problemer at slås med: Nogle spekulerer over, at de er udvist til et land, de ikke kender. Andre spekulerer over, at de skal være her i fængslet i meget lang tid. Enten savner man nogen, eller også ved man, at man kommer til det efter sin udvisning. En vigtig grund til at folk generelt overholder fængslets regler, er, at vi kan komme ud efter kun at have afsonet halvdelen af dommen. Men altså kun, hvis man ikke laver problemer under sin afsoning. Så alle prøver virkelig at overholde reglerne – for familiernes skyld. Det betyder også, at vi ikke slås så meget. Selvom vi kommer fra meget forskellige kulturer, finder vi en balance. Af et fængsel at være, er her meget fredeligt. Vi er nødt til at finde ud af det med hinanden. Og vi har større bekymringer end at kritisere de andres kultur eller religion. Så vi respekterer hinanden. I andre fængsler – ikke bare i Danmark, men i fængsler generelt – slås folk mere. Fordi de ikke har noget at tænke over. I mit land siger vi, at en tom hjerne er djævelens kontor…”
I fængslet afsoner også en betragtelig gruppe, som er opvokset i Danmark, og som finder tanken om at blive udsendt skræmmende. Mange har børn, der går i skole i Danmark, enkelte af de indsatte er født her i Danmark, flere taler ikke sproget i ”hjemlandet”.
U, som har boet i Danmark i mange år, siger: ”Udvisningsdom betyder, at man ikke er død, men heller ikke i live. Fødderne står ikke på jorden. Det er meget hårdt efter mange år i Danmark. Så kan jeg ikke være her mere. Det er for meget. Jeg har ventet meget længe på afklaring af, om jeg kan få min opholdstilladelse tilbage. Så jeg ved ikke, om jeg er levende eller død. De slog mig ihjel, men jeg er stadig i live…”
Det siger næsten sig selv, at denne gruppe er særligt stressede og sørgende – livet, som de kendte det, er slut i og med udvisningsdommen. Enkelte har planer om at søge tålt ophold. Det betyder, at man får lov til at blive i Danmark, men på meget stramme vilkår fordi man – set med systemets øjne – egentlig skulle være rejst. Fx må man ikke arbejde, ikke uddanne sig og ikke gifte sig.
Om muligheden for tålt ophold siger U: ”Tålt ophold – det er det samme som fængsel.”
Jeg har bedt et par indsatte, om at sige lidt om deres hverdag i fængslet.
B fortæller: ”Man får ikke adgang til at købe tøj. Det må familie og venner sørge for. Man må heller ikke sende penge til venner. Kun til nær familie – så de kan købe tøj til en. Men mad køber vi selv og laver. Vi har en computer, vi køber ind på. Maden kommer i store kasser to gange om ugen. Nogle er i madgruppe. Nogle spiser alene. Det styrer vi selv. Folk er søde til at hjælpe hinanden. Med mindre de har en dårlig dag eller har fået en dårlig nyhed. Alle kender det. Så må man vente på, at vedkommende ikke er sur mere.”
M siger: ”På vores afdeling er vi gode til at tage hensyn til hinanden. Fx har vi en forståelse af, at man ikke lader en anden vente på at bruge telefonen[2] i mere end 20 minutter. Det er ikke en aftale som sådan – det fungerer bare sådan. Og sidst på aftenen – altså før vi bliver lukket inde på cellerne kl. 19.45 – ringer man ikke i mere end 15 minutter.”
B tilføjer: ”Arbejdet i fængslet er godt. Mit arbejde er i hvert fald godt. Men der er også ting, der ikke fungerer helt så godt. I går blev gårdturen fx aflyst pga. personalemangel. Der er gårdtur to gange om ugen i 45 minutter. Vi bruger gårdturene til at snakke med folk fra de andre afdelinger eller til at spille basketball. Men på det sidste er det sket to gange, at det er blevet aflyst. I går var vejret rigtig godt, og alle var klar til at skulle ud, men så blev det aflyst. Det er rigtig ærgerligt og det er ikke altid, at vi får en forklaring. Af gode ting vil jeg sige, at nogle af vagterne er ret fantastiske. Og det er jo ikke deres skyld, at de mangler personale.”
[1] Alle indsatte, som har hjulpet mig, har givet lov til at deres udtalelser bliver bragt. Alle er anonymiserede.
[2] På hver afdeling er der to telefoner, som 16 indsatte deles om.
x