Dorthe Tofte-Hansen blogger om erfaringerne med Drop in-dåb
DROP-IN DÅB i Dalum Kirke – En beretning II:
Af Dorthe Tofte-Hansen, sognepræst, Dalum Sogn, Fyens Stift
En kold januar eftermiddag i 2018 havde vi drop-in dåb i Dalum Kirke. Som jeg har fortalt i et tidligere blog-indlæg blev det en travl eftermiddag for min kollega, mig selv og de øvrige medarbejdere ved Dalum Kirke. For der var mange, mange flere end vi havde drømt om, som fandt vej til vores gamle kirke den eftermiddag.
Forud for dagen havde vi erfaret, at der øverst i det kirkelige system var en vis nervøsitet for om drop-in dåb skulle kunne bruges af asylansøgere som smutvej til et dansk statsborgerskab. Selv var vi forinden mest spændt på om der overhovedet ville dukke nogen op til drop-in dåb, men det gjorde der så sandelig! – Hvem var det så, der blev døbt ved drop-in dåb?
Der var en konfirmand og et par kommende konfirmander (11-12- årige). Et enkelt spædbarn. En lille pige på otte år, som havde et inderligt ønske om at blive døbt, men hvis forældre var dybt uenige om dåben – heldigvis deltog begge pigens forældre. En ung mor. En mand i fyrrene, som var kommet hele vejen fra Ringsted til Odense. Dertil en flok mænd og kvinder fra 50 og opefter, som alle uden undtagelse længe havde tænkt på at de skulle døbes. De var kommet i den alder, hvor man begynder at gå til begravelse, og vi havde en klar fornemmelse af, at dåben både handlede om tro og tilhørsforhold – og var en forberedelse til begravelsen. En enkelt mand kom fordi han ville være medlem af Folkekirken. Han var døbt hos Adventisterne som teenager, men de seneste 30 år havde han været kirkegænger i Folkekirken. Han blev velsignet foran alteret. En anden mand – af kinesisk oprindelse – fortalte at han var døbt, men ønskede en velsignelse. Her måtte vi improvisere – han blev velsignet med konfirmationsvelsignelsen!
Drop-in dåb begyndte kl. 15. Da klokken var 17.15 var den sidste ny-døbte gået hjem. Kagen var spist, og præsterne var trætte! Vi havde været i gang non-stop siden vi kom, og vi følte os lidt som apostlene på Pinsedagen – selvom vi ”kun” fik døbt 18 mennesker den lørdag eftermiddag i januar i Dalum Kirke. 1 blev desuden meldt ind i Folkekirken.
Drop-in dåb var fra vi præsters synspunkt en fantastisk oplevelse. Om vi skal have drop-in dåb igen en anden gang? Det må vi drøfte med menighedsrådet. Men vi har lært meget – ikke mindst om hvordan det er at være voksen dansker og ikke-døbt. For det er ikke nødvendigvis nemt at stille sig op og blive døbt ved søndagens højmesse – hvor inderligt man end ønsker den kristne dåb!
Man har i Kristeligt Dagblad som kritik af dåb uden for højmessen kunnet læse, at ”dåben ikke er et hurtigt fix”. Derudover har der været fremført betænkeligheder ved at døbe voksne uden forudgående dåbsoplæring. Til det første vil vi sige, at for samtlige døbt ved drop-in dåb i Dalum Kirke, var det ikke noget ”hurtigt fix”. De kom alle efter nøje (nogle efter flere års) overvejelse, og de kom med stor alvor og ydmyghed til dåben.
Hvad angår dåbsoplæringen, må vi – min kollega og jeg – indrømme, at vi ikke har voldsomme betænkeligheder. Hvad angår alle de småbørn, vi døber, er dåbsoplæringen ude af vore hænder. Her er det op til forældrene – og tilfældighederne måske – om der overhovedet bliver en dåbsoplæring. Men hvad angår de mennesker, som blev døbt ved drop-in dåb, gav flere af dem udtryk for at de jævnligt kom i Folkekirken, én sagde, at hendes børn var døbt, andre sagde, at ”det var bare aldrig blevet til noget”, og at de var kristne. Og når det er sagt, så er selve dåbshandlingen: At svare ja fem gange til trosbekendelsen, at bøje sig overdøbefonten og blive velsignet af en præst i kirken – det er ikke noget man bare gør. Det kræver beslutning og mod. Kræver det tro? Formentlig. Vi døber ethvert menneske, som oprigtigt beder om den kristne dåb, vi døber på tro og tvivl, og så beder vi om vor Herres hjælp.