Hanne Jul Jakobsen blogger om bønnen, teksterne og livet
Pralbønner
Kan man drage det helt nære, moderne almindelige liv ind i bønnens og den bibelske teksts verden?
Hanne Jul Jakobsen gør forsøget i foreløbig to bøger, som hun her reflekterer over og deler tekster fra
Af Sognepræst Hanne Jul Jakobsen, Møllevang, Århus
Indrømmet. Jeg har ikke grønne fingre. Jeg er mere et ordmenneske, end et havemenneske. Faktisk anede jeg ikke der var noget der hed ”pralbønner”, før jeg faldt over ordet, og kunne lide det. Jeg har aldrig selv haft dem i min have, og jeg har heller aldrig vidst hvad de hed, når jeg spiste dem let kogt som tilbehør til kylling eller steaks. Jeg stødte på ordet et sted, googlede det og fandt ud af at pralbønner er en klatreplante, der vokser ud af sådan nogle lidt grove og skæve bønner, og giver en bønnestage der vokser helt ind i himlen, eller i hvert fald kan blive tre meter høje. De bliver ikke alene høje og brede, så de kan fungere som læhegn. De blomstrer også på en ret smuk måde med rosa, røde, hvide eller tofarvede blade. Jeg blev forelsket i selve ordet, fordi det er sjovt – men endte med også at blive betaget af den helt jordnære måde, planten forklarer hvad bøn er.
I ”Pralbønner” har jeg villet udfordre tanken om, hvad man egentlig kan bede for. Kan man bede for dem der går/ i lavtaljede bukser /efter de har født? Eller for dem der ikke kan finde/ ud af NemID? Hvor specifik giver det mening af være? Jeg har i en vis grad, lagt præstens ansvar, fra mig. I stedet for at understøtte det fælles, ved at male med rummelige og generelle penselstrøg, har jeg tegnet små streger af noget, som vi ofte ville holde for os selv. Som når jeg skriver i ”Bøn for forfængelige”: Jeg beder for dem der tænker over/ hvilke varer der ligger øverst / i indkøbsvognen. Det er sådan en lille skamfuld ting, som man ikke taler om. Jeg har i hvert fald aldrig talt med nogen om det, men når jeg beder for dem der gør det, så afslører jeg samtidigt at det er for småt og for særligt, til at det er noget jeg fundet på eller erfaret om andre. Det kan kun komme fra mig selv. Det må nødvendigvis være en tanke, jeg har afsløret hos mig selv
I det helt små, i det meget specifikke og næsten for private, ligger noget alment menneskeligt og genkendeligt for de fleste. Jo tættere vi kommer, jo mere vi zoomer ind på det der er særligt, jo tættere kommer vi også på nogle erfaringer vi alle sammen kan spejle os i. Eller, måske bliver vi bedre til at rumme andres særheder og skrøbeligheder, når vi også pludselig genkender vores eget selvbedrag eller skøre idéer om livet. Det er i hvert fald bønnen. Døm selv!
Bøn for fordomsfulde
Jeg beder for dem, der tror
at tykke mennesker er dumme og dovne,
og for dem der tror,
der ikke findes et voksent menneske
i Herlev
uden tattoos.
Jeg beder for dem, der tror
at spejdere er lidt for friske
og griner lidt for meget
af lidt for lidt
og for dem, der tror
homoseksuelle er
festlige og sjove.
Jeg beder for dem, der tror
at ingeniører,
går i blåternede skjorter
og for dem der tror,
at alle
der ryger
Grøn Look 100
er ansat i ISS.
Jeg beder for dem der tror
at lastbilchauffører
ikke går i teateret,
og for dem der tror at,
ateister er åndeligt fattige og
fantasiforladte.
Jeg beder for dem der tror
de der bor i Randers
bliver flasket op på Mokai
og knallertbenzin og
som inderst inde er bange for
at civilisationen reelt stopper
ved Ringvejen.
Jeg beder for dem der af et
ærligt hjerte
har ondt
af de mennesker
der er nødt til at bo
på Lolland eller i Thy.
(Pralbønner, s. 26-27)
Hanne Jul Jakobsen er sognepræst i Møllevangskirken i Aarhus og forfatter til bøgerne ”Rundesang – om tomhed og muligheder”, 2016 og ”Pralbønner – for forbigående”, 2018. Begge på forlaget Eksistensen.