Provst Thomas Reinholdt Rasmussen skriver fire blogs om dåben og dens teologi
Dåbsritualet
Af provst Thomas Reinholdt Rasmussen, Hjørring
Vores liturgi og ritualer afspejler ikke kun en teologi, men er også med til at udbygge og fastholde en teologi. Særligt dåbsritualet, der har så stor en brug og folkelig gennemslagskraft, er med til at gøre os bevidste om, hvad dåben er.
Det nuværende ritual er, med få justeringer, det ritual, der er udarbejdet af professor og biskop Peder Madsen i 1912. Det er båret af ønsket om at dåben er uden præstelige samvittighedsforbehold, og derfor er dåbsbefalingen atypisk for dåbsritualer anbragt forrest i ritualet. Det er ellers ikke den gængse læsning ved dåb. Det er Jesu dåb (Matt. 313-17) og beretningen om de små børn (Mark. 10.13-16).
Særligt den indledende bøn har været under kritik, og her i høj grad ordene om, at Gud gør os til sine børn ved dåben. Det har også fornyelig været fremført, at det ikke har belæg i Bibelen, selvom det skrives af Paulus i Gal. 3,26-29, som af Oscar Cullmann er fremhævet som det væsentligste sted om dåben i Det nye testamente. Paulus skriver: ”For I er alle Guds børn ved troen, i Kristus Jesus. Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus. Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus, og hører I Kristus til, er I også Abrahams afkom, arvinger i kraft af Guds løfte”.
Peder Madsens ritual kan sagtens kritiseres, men egentlig ikke for teologien, men mere for de 1800-tals pietismer, der titter frem hist og her. Grundlæggende er ritualet godt og slidstærkt, men en ting stikker dog i øjnene: placeringen af Fadervor. Det var et grundtvigsk mærkesag, at denne bøn kom efter dåben og ikke før, som en gave til det nye gudsbarn. Hvis vi ser på Luthers dåbsritual 1523 kommer fadervor før dåben i vand, og eneste læsning her er i øvrigt Mark. 10,13-16. Jeg mangler endnu at se nye ritualforslag, hvor man har flyttet fadervors placering tilbage før dåben. Selvom det ville være med i tråd med en fælles tradition og den ordteologi, der også er reformatorisk.
Man kan overveje, hvis der skal laves et nyt dåbsritual, og det kunne noget tale for, at autorisere enkelte led, og så lade der være mulighed for at benytte forskellige læsninger og bønner til forskellige situationer som det gøres i begravelsesritualet. Selv må jeg indrømme, at jeg har forladt den tanke. Dåbssakramentet er så afgørende et sakramente, også i den folkelige bevidsthed, at det bør være ensartet, gerne ordknapt og forståeligt. Hvis folk oplever forskellige ritualer, så kunne man komme i tvivl om, hvorvidt man er døbt med den rette dåb. Dåben og ritualet bør være ens for alle.
Christian Thodberg har skrevet en gennemgang af ”Dåben og dåbsritualets historie”, der genudkom i 2017. Den bør enhver, der beskæftiger sig med dåben og ritualet, forholde sig til. Her skal også henvises til den, som et værk nærværende blog læner sig op ad.
Thodberg fremfører til sidst i bogen (s. 216-218) et forslag til dåbsritual, der tager udgangspunkt i Kirkeministeriets liturgiske kommissions forslag fra 1983, og som både er nyskabende og har respekt for den teologiske tradition. Ritualets styrke er blandt andet, at ansvaret for at døbe ikke lægges på kirken, som man i høj grad kan få opfattelsen af er tilfældet i 1912-ritualet, men på forældrene. Det er dem, der frembærer barnet, der har ansvaret for dåben.
Ikke alene genindføres i dette ritual den gamle bede-banke-bøn, som er savnet i dag og som kunne tilføje ritualet en ny dybde, men Thodberg har kun en læsning før dåben (Mark. 10-13-16, dog Matt. 7,7-9 som led i bede-banke-bønnen), og placerer Matt. 28,16-20 som en del af faddertiltalen og derved som en påpegning af det vedvarende dåbsliv. Tilspørgsel ved dåben fastholdes også som en tråd helt tilbage til den tidligste kirke.
Nogle gange behøver man ikke gå over åen efter vand og opfinde nye ritualer. Der findes faktisk et gennemarbejdet ritual udarbejdet af en af de største kapaciteter på området. Et ritual som er enkelt, ensartet, forståeligt og med teologisk dybde. Mon ikke vi burde kigge lidt mere på det?