Thomas Gudbergsen skriver om at arbejde som præst på sygehus
Om det kristne opstandelseshåb – også på et somatisk sygehus
x
I klumme 3 handlede det om døden, som særligt på et somatisk sygehus fylder meget. Tilsvarende vil jeg i denne sidste klumme italesætte det kristne opstandelseshåb, som følger i kølvandet på døden set ud fra den kristne forkyndelses perspektiv.
Af Thomas Gudbergsen, Sognepræst i Tveje Merløse og sygehuspræst på Holbæk Sygehus
Grundtvig
Det siges om Grundtvig, at han også var angst for døden. Et af de digte hvor det er tydeligt, og hvor han sætter døden i relation til opstandelsestroen, er i salmen, At sige verden ret farvel (DDS 538). Først: ’Men kommer døden førend du, så kom i løn, og kom i hu, hvor mørkt der er i graven’ v. 5. Grundtvig præsenterer her sine læsere for den angst, som mange har oplevet at frygte ved synet af en kiste: ’tænk, hvis jeg vågner op i kisten..!’. Dernæst inviterer Grundtvig også Gud med ind i dødsprocessen. Her i form af et kært medmenneske: ’Kom i den sidste nattevagt, i en af mine kæres dragt, og sæt dig ved min side, og tal med mig som ven med ven, om hvor vi snart skal ses igen, og glemme al vor kvide’ v. 6. Grundtvig peger med strofen ud, hvor kun det kristne håb kan gribe. Han prædiker i det hele taget et stærkt opstandelseshåb i resten af salmen, og uden at forsøge at være konkret i forhold til, hvordan det hele mon skal blive, så beder han eksempelvis om lov at høre fra Herrens egen mund, at der i det hinsides må være, ’sat en stol til mig i dine lyse sale’ v. 8.
Salmen er en af de stærkeste begravelsessalmer i salmebogen, og forkynder – dødens kølighed til trods – håbet om, at der hinsides det mørke gravkammer, er sat stole frem.
Smaragdsliberen
Når talen falder på opstandelseshåbet, kommer jeg til at tænke på Anne-Cathrine Riebnitzskys roman Smaragdsliberen. I bogens sidste scene skildres det, at bogens hovedperson, en berømt smaragdsliber, begraves. Datteren Zara er til stede, og efter at kisten er sænket ned, kommer sliberiets chef Fabian hen og rækker datteren Zara de smukkeste smaragdøreringe. Som en gave og som et minde om hendes far den dygtige smaragdsliber. Skønhed, æstetik og død står dermed side om side i bogens sidste scene. Om bogens forfatter i denne begravelsesscene ønsker at forbinde døden med noget smukt i det hinsides, ved jeg ikke. Men når jeg læser scenen med de smukke smaragdøreringe ude ved graven, forbinder jeg det med et glimt af det smukke på den anden side af tidens grænse. Altså graven, hvor den døde sænkes ned, bliver på en og samme tid døren ind til det evige livs rige, som er smukt og fuldendt, og som Kristus vandt for menneskeheden, da han bag sig lagde en tom grav påskemorgen.
Paulus
Præcis hvordan opstandelsen ser ud, kan ingen sige præcist. Paulus taler i slutningen af Første Korintherbrev om, at hvad der bliver sået i forgængelighed, opstår i uforgængelighed. Sådan er det med de dødes opstandelse, siger han (1 Kor 15,42). Kød og blod skal ikke arve Guds rige, siger Paulus i stort set samme åndedrag (v. 50). Jamen, hvis kød og blod ikke skal arve Guds rige, kan der så blive tale om en opstandelse fra de døde? Ja, siger Paulus. Der opstår et åndeligt legeme (v. 44). Det kan godt harmonere med billedet af den Jesus, der kommer kvinderne i møde ved den tomme grav og hilser dem med et ’godmorgen’ (Matt 28,9). En levende Kristus, og altså ifølge Paulus i åndelig skikkelse. Dog så legemlig, at graven var tom for krop (Mark 16,6). For er graven ikke tom, er den kristnes tro tom, hævder Paulus (1 Kor 15,14).
Ud af graven kommer Kristus og hilser kvinderne, som ikke kan finde ham, med et ’Godmorgen, her er jeg’. Som et modsvar på Herrens spørgsmål i Edens Have ved skumringstide: ’Adam, hvor er du..?’ (1 Mos 3,9). Opstandelsestro er altså i bund og grund troen på at mennesket, som ønsker at gemme sig for Gud, eller kan føle sig forladt af alt og alle sågar Gud, om ikke før så til allersidst, mødes af Herren selv, der siger: ’Godmorgen, her er jeg. Velkommen hjem! Jeg har en stol til dig’. Opstandelseshåbet fjerner ikke sorg og fortvivlelse. Men det giver ikke desto mindre håb og tro for den, der tager det til sig.
Opstandelseshåb og -tro er at sammenligne med et favn kartofler. Når man graver det op af jorden, så finder man ’sættekartoflen’ inde i midt. Den er død. Ud af den er der kommet mange kartofler. Sådan skal jeg en dag dø. Trilles ned i kølerummet i hospitalets kælder.
Måske vil der stå yngre sygehuspræster eller andre, der må have syn for sagn (jf. klumme 3). Ud af mig lever der dels noget videre i mine efterladte, og dels vil andre huske mig en rum tid. Men den kristne tro forkynder, at det væsentligste, der er at sige om de nye kartofler under planten er, at de repræsenterer en fremtid, der er Guds, og at den enkelte er en del af den fremtid. Ingen ved, hvordan den fremtid præcis bliver; måske bliver det lidt som mange af nærdødsoplevelserne beskriver det. Måske ikke. Men mennesket er en del af Guds fremtid – i livet og i døden. Også på den måde ender kærligheden med at blive det største. Det er jo akkurat af kærlighed til verden (Joh 3,16), at Gud afstedkommer, at der er mere at sige om mennesket end død sættekartoffel og kølerum.
x