Louise Lysholm blogger om hverdagen for de udvisningsdømte i fængslet
Fængselspræstens rolle[1]
x
”Nadver holder vi derimod ofte. Det sker i forbindelse med søndagsgudstjenesterne og indimellem på hverdage, fordi enkelte indsatte fra Mellemøsten ikke ønsker, at deres medindsatte skal vide, at de er konverteret til kristendom.”
Fængselspræst Louise Lysholm skriver om hverdagen i Ringe Fængsel. Teksterne er oprindelig skrevet til en lokalavis, som imidlertid ikke trykte dem. Tredje del af tre.
Jeg er præst i Ringe Fængsel, som er fængsel for udvisningsdømte kriminelle. Det er min erfaring, at mange finder den lukkede fængselsverden fascinerende, men ikke har adgang til ret meget viden om den. I denne tredje – og sidste – artikel – vil jeg fortælle lidt om mit arbejde og min rolle i fængslet.
Helt generelt hænger præstens særlige rolle i fængslerne meget sammen med, at præsten har tavshedspligt. Det betyder ikke nødvendigvis, at alle indsatte deler alle deres mørke hemmeligheder med præsten, men det betyder, at muligheden er her for at lægge kortene på bordet eller for at prøve tanker af – uden at det bliver fortalt videre til nogen. Det gælder for alle præster – også udenfor fængslet. Her er et rum, hvor det er ”gratis” at sige sandheden om, hvordan vi faktisk føler, hvad vi faktisk tror, hvad vi faktisk drømmer om. Når man går ud af præstens kontor, er det sagte slettet og væk.
I et fængsel er det indimellem ekstra svært at finde fortrolige. Telefonerne bliver aflyttet, så sikkerhedsafdelingen kan sikre sig, at de ikke bliver brugt til at bedrive kriminel forretning; de andre indsatte kan have mange grunde til at udnytte oplysninger, der er sluppet ud på afdelingen; det meste af fængslets personale har indberetningspligt, hvis de får kendskab til kriminalitet i fængslet. Hos præsten er der (næsten) total tavshedspligt. Kun konkrete planer om umiddelbart forestående personfarlig kriminalitet skal præsten gå videre med. De seneste år skal vi også indberette mistanke om terrorplaner og radikalisering.
Præstens opgave er – selvfølgelig – at forkynde Evangeliet og ”forrette sakramenterne”. Det betyder, at præsten skal formidle troen på Jesus Kristus og holde nadver for indsatte, der ønsker det og døbe indsatte, der måtte ønske dåb. Det er sket én gang i de halvandet år, vi har haft udviste på Ringe, at en indsat har ønsket dåb. Han var ortodoks, og det lykkedes at få en ortodoks præst ind at døbe – en stor oplevelse for alle involverede. Men det er altså yderst sjældent. Nadver holder vi derimod ofte. Det sker i forbindelse med søndagsgudstjenesterne og indimellem på hverdage, fordi enkelte indsatte fra Mellemøsten ikke ønsker, at deres medindsatte skal vide, at de er konverteret til kristendom. Derfor hænder det, at jeg holder nadver for en enkelt eller to indsatte alene. Forkyndelse sker ved gudstjenester, andagter og samtaler, og aldrig som noget, jeg pådutter mine indsatte. Jeg lægger ikke skjul på, hvad luthersk kristendom ville foreslå som svar på et givent problem, men det er helt op til den indsatte, om han kan bruge det til noget eller ikke. Til hverdag tænker jeg ofte på et citat, der traditionelt tilskrives Frans af Assisi[2]: ”Forkynd evangeliet – om nødvendigt med ord”. Det er udtryk for et ideal om at lade sine gerninger tale for sig om Guds kærlighed. Meget af mit arbejde i fængslet er handlinger og bøn. Små praktiske problemer, jeg hjælper de indsatte med at løse og/eller bede for – uanset hvilken religion, de måtte bekende sig til.
Det, der fylder mest i min hverdag – tidsmæssigt – er samtaler. Sjælesorg, hedder det på fagsprog. Det betyder omsorg for sjælen. Jeg taler lige gerne med kristne og muslimske indsatte, ateister eller katolikker. Det er ikke det afgørende. En sjæl er en sjæl. Vi er alle Guds børn. Ofte er det vores muslimske indsatte, der virkelig har mistet fodfæstet med udvisningsdommen, fordi det tit er dem, der har haft deres liv og hverdag i Danmark.
I mødet med den indsatte har jeg så godt som aldrig en fast dagsorden. Måske får jeg hurtigt en fornemmelse af nogle af hans problemer, men det er op til ham og Gud, hvilken retning samtalen skal tage. Alle andre faggrupper i fængslet møder altid op med en bestemt dagsorden: Socialrådgiveren skal formidle regler og svar på ansøgninger om prøveløsladelser, børne-samvær osv., betjentene skal hjælpe med de mere konkrete ting omkring afsoning, sikkerhed og fængslets hverdag, sygeplejersken skal koncentrere sig om det helbredsmæssige. De fleste i de forskellige faggrupper er også åbne for en samtale om den indsattes generelle velbefindende – i det omfang, der er tid og overskud til det. Men det er særligt for præsten, at det ikke på forhånd er givet, hvad vi skal tale om.
Det er heller ikke på forhånd givet, at vi finder løsninger eller svar. Rigtigt meget i udvisningsfængslet er et stort åbent spørgsmål, og det er sådan med livets helt store spørgsmål, at vi ikke altid finder et svar, som vi mennesker kan forstå med hjernerne. Alligevel giver det ofte fred at stille spørgsmålene.
Traditionelt har kirken haft en central placering i de danske fængsler og været en helt selvfølgelig del af fængslets liv og selvforståelse. De indsatte skulle have mulighed for at bekende deres synder og arbejde på bod og bedring. Sådan er der stadig indsatte, der bruger kirken. Men ligesom tilfældet er med sognekirkerne, har også fængselskirkerne på mange måder tilpasset form og indhold, så det passer til den tid, den lever i. Sjælesorg i dagens Danmark handler ofte mere om, hvordan vi lykkes eller mislykkes end om konkrete synder, vi har begået. I fængslet er der tit en tydeligere sammenhæng mellem de to – manglende succes i livet og konkrete synder – end der er ude i sognene, men tankegangen er mange gange den samme: Jeg kan ikke få det dér perfekte liv, som jeg synes, jeg kan se, at alle de andre har… Hvad er der i vejen med mig…?!?
Udover gudstjenester og samtaler har fængselskirken en lille vifte af sociale aktiviteter. Generelt er udvisningsfængslets aktiviteter er skåret ned til et minimum. I Ringe betyder det, at der er to gårdture á 45 minutter om ugen. That’s it. Så hvis man vil ”lidt ud” i sin fritid, er det kirken, man bruger. Udover gudstjeneste ca. to søndage i måneden laver jeg og ”mine” frivillige forskellige sociale og religiøse aktiviteter. Det kan være små hverdagsandagter, samtalegruppen ”Good Seeds”, fællesspisning, retræte eller andet.
U, som deltog i fængselskirkens kreative sommer-værksted siger: ”Jeg har ventet i mange måneder på svar fra Flygtningenævnet på, om jeg kan få min opholdstilladelse tilbage. Hvis jeg kan det, bliver jeg flyttet til åbent fængsel og snart løsladt. Hvis ikke, regner jeg med at skulle til Kærshovedgård – i princippet resten af livet. Så det er hårdt at gå og vente på svar. Her hjælper sådan noget som kirkens sommeraktiviteter til, at jeg kan tænke på noget andet i nogle timer. Det dæmper stessen, så jeg kommer lidt nemmere igennem bare én af vente-ugerne. Vi fik håb i det kreative. Her (i fængslet) er ingen aktiviteter. Så var der den her uge. Man fik en hjælpende hånd, da vi var ved at drukne. Hvis der ikke var kirke, var her ingenting!”
I et fængsel er der meget forkyndelse i muligheden for i et par timer at glemme, at man er i fængsel. Der er også forkyndelse i, at kirkedøren står åben for alle – uanset hvad du har begået af forbrydelser. Ikke fordi du er god nok til at fortjene Guds kærlighed eller tilgivelse – det er der ingen mennesker, der er – men fordi du er Guds barn til trods for, at du ikke er god nok. Det er jeg – præsten – heller ikke. Her er vi nemlig ”bare” mennesker – sammen; med alt hvad vi – alle mennesker – rummer af godt og skidt. Og alle har noget godt at bidrage med.
[1] Alle indsatte, som har hjulpet mig, har givet lov til at deres udtalelser bliver bragt. Alle er anonymiserede.
[2] Frans af Assisi var katolsk munk og grundlægger af Fransciskanerordenen.
x