Provst Thomas Reinholdt Rasmussen skriver fire blogs om dåben og dens teologi
Barnets tro
Af provst Thomas Reinholdt Rasmussen, Hjørring
I den augsburgske bekendelse tales der i artikel 2 om arvesynden. Eller rettere: den nævnes egentlig ikke. Kun i overskriften, der ikke er oprindelig, samt i den afsluttende fordømmelse, hvor der tales om en arvelig brøst.
Der tales derimod om, at mennesket siden ”Adams fald” er født med synd, og der tilføjes: altså dem, der er ”forplantet på naturlig måde”. Her kan man så gå galt i byen og læse udsagnet som en sammenknytning af seksualitet og synd. Det er det næppe. Det er mere en understregning af, at Kristus, der netop ikke er forplantet på naturlig måde (jf. art. 3), er syndfri. Det er hovedpunktet: Kristi syndfrihed, og derved muligheden for frelse. Bekendelse er hele tiden kristologisk.
Arvesynden er nok kristendommens mest realistiske begreb. Den kan fuldt ud erfares, også hos en selv, når man pådrager sig en skyld og skam, som man egentlig gerne ville have undgået. Arvesynden er et værens vilkår, og det afgørende er, at den sådan set ikke kan forklares. Den forudsætter sig selv. Derfor taler man om at ”arve” den. Man må sige, at når arvesynden har haft så stor betydning, særligt i den vestlige kirke, så tyder det på, at den giver mening. Man kan forstå den og forholde sig til den.
Når man står med et lille barn i sine hænder, så kan enhver erfare, at det er fyldt med begær; begær efter mad, søvn og tryghed. Barnet er livets centrum for sig selv. Begæret har kun en retning: barnet kan kun se sig selv. Opdragelse handler om at få os til at se andre. Et menneske, der kun kan se sig selv, er ulidelig at være sammen med. Vi skal lære at se hinanden. I dåben lærer vi at se på os selv med Guds øjne og ikke med egne øjne.
Men på sammen måde som barnet optaget af begær, kan man erfare barnet som fyldt af tillid. Barnet tror. Selvfølgelig ikke en intellektuel, forståelsestro, men hvem har også den fuldt ud (jf. 1.kor. 13,12)? Barnet tror, og det er glimt af gudsbilledligheden. Gudsbilledligheden betyder, at vi kan overgives til Gud i dåben. Gudsbilledligheden betyder, at vi kan døbes. Derfor døber vi ikke hunde, katte e.l. Dåben tilhører den, der er skabt i Guds billede, og derfor kan Gud henvende sig til os (Johs. 1,11-13). Gudsbilledligheden er dåbens forudsætning.
Tro er noget, vi giver til hinanden. Og tro på Gud gives os af Gud selv. Vi kan ikke skabe tro i os selv. Troen vækkes og styrkes ved det, vi møder. Og således frembæres de til Gud i dåben (CA art. 9)
Hvis vi ikke kan tale om barnets tro, så bliver dåbshandlingen enten magisk, hvor det hele sker af sig selv (ex opere operato), eller også må man opgive tanken om, at der sker en genfødsel i dåben, og dåben bliver alene en symbolsk handling. Hvis man ikke anerkender barnets tro, ender man enten i magi eller symbol.
Måske er det derfor, man i nogle lutherske kirker har afskaffet tilspørgslen ved dåben? Men hvis man afskaffer tilspørgslen ved dåben af spædbørn, skal man også gøre det ved voksne. Man kan sagtens have tilspørgsel ved barnedåb, hvor en ansvarlig voksen svarer på barnets vegne, og samtidig dåb af en konfirmand, hvor konfirmanden selv svarer. For begge steder forudsættes gudstroen. Men man kan ikke afskaffe tilspørgslen ved dåben og fastholde den ved voksendåb. Så får vi to forskellige slags dåb. Så hvis vi afskaffer tilspørgslen ved barnedåben, skal vi også afskaffe den ved voksendåben. Og det harmonerer ringe med det moderne menneskes lyst til at svare for sig selv, hvilket enhver, der har konfirmander kan bekræfte. I øvrigt har man haft tilspørgsel ved dåben helt tilbage i oldkirken, også af børn (jf. Hippolyts Apostolske Tradition, 21,4), hvor der står: ”I skal døbe de små først. Alle dem, som selv kan svare, skal svare. Med hensyn til dem, der ikke kan svare, skal deres forældre, eller andre af deres familie, svare for dem”.
Hvis vi afskaffer tilspørgsel ved barnedåb, skal vi vide, hvad vi gør, for vi bryder en meget lang skik i den kristne kirke.
Barnets tro, som er en central del af den lutherske dåbsteologi, er altså forudsætning for at dåben fastholder en realisme. I 1800-tallet kunne nogle teologer se barnedåben som et problem i forhold til den lutherske retfærdiggørelseslære, for kunne børn tro? Man forstod altså troen som en slags intellektuel handling. Men kernen i retfærdiggørelseslæren er, at Gud selv giver os troen, hvilket også er troens natur. Og således bliver barnedåben selve udtrykket for den lutherske retfærdiggørelseslære.