Provst Thomas Reinholdt Rasmussen skriver fire blogs om dåben og dens teologi

Provst Thomas Reinholdt Rasmussen skriver fire blogs om dåben og dens teologi

At blive Guds barn


Dåben og den kirkelige ritual er til debat. Provst Thomas Reinholdt Rasmussen, Hjørring, skriver fire blogs om dåben og dens teologi: 1) At blive Guds barn, 2) Barnetro, 3) Dåbsritualet, 4) Dåbssamtalen

Af provst Thomas Reinholdt Rasmussen


Hvad sker der i dåben? Det er det afgørende spørgsmål,
for er der nogen forskel på at være døbt eller ej?

Folkekirkens dåbsritualet er egentlig ikke i tvivl: i dåben bliver vi Guds barn. Det udtrykkes umisforståeligt i den første bøn, hvor det siges, at i dåben gør Gud os til sine børn og skænker os Helligånden.

Det er også det, der udtrykkes i 1500-tallets sprog i Den augsburgske bekendelse artikel 2, hvor genfødslen finder sted ved dåben og Helligånden, hvilket klinger af Tit.3,5

Ritual og bekendelse er således ikke i tvivl: Guds barn bliver man ved dåben. Og der skal ikke herske tvivl om, at det at være et Guds barn, skal der jubles og glædes over. Vi må ikke vende tingene om, så at det gøres til et problem, fordi vi måske tænker på alle de andre muligheder, der i livet, og for de andre mennesker, vi lever sammen med. Guds barn er vi i dåben og det er en glæde.

Fra fødslen af er vi alle Guds skabninger, men børn er vi først i dåben.

Det er også det, der udtrykkes i Bibelens ord, hvor for eksempel Jesus siger til Nikodemus, at genfødslen sker gennem vand og Ånd (Johs. 3,5). De fleste kommentatorer er enige om, at med vand sigtes der til dåben, og hos Paulus gøres det også klart, at sammenknytningen sker i dåben og med den konsekvens, at vi her dør og opstår med Kristus (Rom. 6,3-11).

Således stemmer både Skriften, bekendelsen og ritualet overens. Det betyder ikke, at ritualet er perfekt, for der er andre ting i det, der kan være problematiske, men i dette forhold er der enighed.

Men hvad sker der så? Hvordan er forholdet mellem det at være en Guds skabning og et Guds barn? Der er samme forhold som der er mellem skaber og forløser, eller mellem Guds Fader og Gud Søn. På samme måde som det heller ikke giver mening at tale om en skaber uden om det ord, som Jesus bringer med sig, giver det heller ikke mening at tale om den udøbte som et Guds barn. Hvis vi gør det, reduceres Kristi gerning på kors i grav til intet, eller i bedste fald blot til en erkendelse af noget, der allerede er tilfældet. At Gud er ophav til skaberværket ses først gennem og ved Kristus. Og at barnet er et Guds barn ses først gennem og ved Kristus. Vi flyttes i Kristus fra mørkets rige til Guds rige. Der sker noget i dåben. Du bliver et Guds barn.

Det er det, reformatorerne gør opmærksom på i Den augsburgske Bekendelse med de forkætrede ord om, at barnet fødes uden frygt for Gud, uden tillid til Gud og med begær, som fordømmes og bringer evig død over dem, der ikke genfødes ved dåben og Helligånden. Sætningen udsiger grundlæggende, at kun Gud frelser, og kun Gud kan gøre Gud kendt for os.

Men hvad så med den udøbte (og det er dette spørgsmål, der ikke må rokke ved og skygge for, at det er en glæde at være et Guds barn i dåben)? Hvis vi nu fastholder, at det, som det handler om i artikel 2, er, at det er Gud, der er frelsens ophav, så stiller sagen sig anderledes. Dette postulat kan i øvrigt underbygges ved at læse den tyske tekst og Leif Granes som altid glimrende kommentar (side 26-27). Den reformatoriske dåbsteologi hviler på ordet og på løftet. Vi døber ikke på den menneskelige tro eller bekendelse, men vi døber på Guds ord og løfte. Guds løfte om at frelse rækker naturligvis videre end dåben; også mod dem, der endnu ikke har nået dåben, som i den forstand (løftet) er nødvendig til frelse. Men den døbte kan ganske ligefremt tro sig at være et Guds barn. Det er forskellen. Ordene i artikel 2 er altså udtryk for Guds suveræne frelsevilje. Det er det afgørende. Mennesket søger kun sig eget, men Gud søger menneske, som den kærlighed, Gud er. I dåben er mennesket Guds barn og kan vende sig mod livet i en tillid til, at det er ikke den usikre tjeneste i denne verden, der er udslagsgivende for forholdet til Gud, men det løfte ud har givet barnet i dåben om at være dets kærlige fader.

For det væsentligste er at fastholde, at den døbte er et Guds barn. Det er glæden og trøsten, når alt kommer til alt.

 

 


Kategorier:
Blogindlæg