Thomas Gudbergsen skriver om at arbejde som præst på sygehus

Thomas Gudbergsen skriver om at arbejde som præst på sygehus

Om døden og sorgen – set fra sygehuspræstens sidespejl

x
Af Thomas Gudbergsen, Sognepræst i Tveje Merløse og sygehuspræst på Holbæk Sygehus

I en af Storm P’s vidunderlige fluer skitserer Storm P, hvorledes han og hans ven en tilfældig formiddag står på Frederiksberg Kirkegård og taler sammen. Pludselig kommer et meget langt ligtog kørende. Vennen spørger Storm P: ’Ved du, hvem der er død..?’ ’Ja, da, det er ham i den forreste vogn..’.

Døden
Døden lader sig intet tilbage og kan være brutal, og er faktisk slet ikke til at spøge med som Storm P-anekdoten indledningsvis alligevel gør det. Men morskab er med til at holde tingene lidt på afstand. Og holdt på afstand bliver døden ofte. Ud i strakt arm. Så langt væk som muligt. Vi ved, den er der. At den kommer en dag. Men indtil da ønsker vi at tænke så lidt på den som overhovedet muligt.

På den måde ligner jeg vist de fleste andre. Men som sygehuspræst er det udfordrende. Døden fylder meget på et hospital, og det bliver som at hindre vandet i at løbe igennem en si at forsøge at holde døden på afstand. Derfor var jeg i starten på besøg hos kapelportøren på sygehuset, og høre ham fortælle om sit arbejde. Han står bl.a. for at modtage de døde, når de kommer fra afdelingerne og for at udlevere de døde til bedemændene. Jeg stod bl.a. og kiggede ind i kølerummet med døde mennesker på rad og række. Og jeg sagde: ’Vi må derind, og du må pakke en død ud (døde ligger viklet ind i linned).., jeg må have syn for sagen..!’. Det gjorde han så, og jeg betragtede den døde kvinde en stund. Ikke noget kønt syn. Men jeg lærte, hvad død er. Hvordan døde ser ud efter nogle dage. Hvordan lugten er. Kroppens forgængelighed. Derefter kunne jeg være sygehuspræst med stor frimodighed, for jeg havde set det ultimative. Friheden bestod i, at oplevelsen var med til at pege på min egen uundgåelige skæbne. Virkeligheden sætter fri. En venlig portør triller mig en dag ned i kølerummet. Jeg mærker det ikke. Jeg er død.

Det er underligt, at noget så dødt som døden, kan være så afstandsskabende. Jeg véd, det ikke kan gøre mig noget. Og sagen er, at så længe jeg holder tankerne om døden og dødens indhold på afstand, så får det langt nemmere magten over min fantasi, og på den måde kan det fylde meget. Derfor vil jeg opfordre alle til at se én eller flere døde.

Jeg husker en familie, som havde mistet et familiemedlem, og præsten var bedt om at medvirke ved en andagt på sygestuen, før afdøde skulle køres i kølerummet. Pårørende stod i god afstand i kreds om sengen og en mor sagde til sin dreng: ’se, morfar sover..’. Drengen sagde så: ’Nej, han er jo død..’. Velmenende i forhold til drengen lod moren sin egen angst for døden, og sorgen over at have mistet sin far, styre hvad der kom ud af hendes mund. Jeg lagde roligt min hånd på morens arm, og hjalp dem over til sengen, hvor den døde lå, og sagen blev gradvist klar for alle i rummet. Luften blev renset for den fortættethed af usikkerhed og angst over for døden som tema. Efter et stykke tid kunne vi holde andagten. Men alvorens klarhed måtte til, ellers havde hele seancen blevet forkrøblet.

Sorgen
Studier viser, at jo bedre vi er til at acceptere vores dødelighed, jo bedre klarer vi os også igennem sorgen, når dén en dag rammer os. Ligesom det at acceptere døden som et vilkår generelt skulle give mindre dødsangst. Visse buddhistiske munke mediterer på kirkegårde for på den måde at blive mere dus med døden og deres egen forgængelighed. Ideen er os fjern, men burde måske ikke være det.

Sorgen følger i kølvandet på at miste en, vi holder af. Derfor siger jeg gerne, at sorg er kærlighed. For vi stopper ikke med at elske den, der er død. At sørge er altså at reparere på sig selv af kærlighed til sig selv og af kærlighed til den døde. På den måde er der liv i sorgen. Det er som med mandskabet på et skib, der var løbet tør for drikkevand. De signalerer til et andet skib, at de mangler vand at drikke. Naboskibet sænker en spand ned i havet, hiver den op, og viser dem, at de kan drikke vandet, de sejler i. De er uden at vide det, kommet ind i et ferskvandsområde. De kan bare selv sænke spanden ned.

Mange dør af ensomhed. Få dør af sorg. Du kan sænke spanden ned i sorgen og opleve, at du kan leve med den og i den. Den er forbundet med kærlighed til den elskede. Det kan få sorgprocessen til at lyde let. Det er den ikke. Sorg er og bliver tungt. Den tager og den slider. Men ingen vil i sandhed mene, at vi skal lade være med at indlade os i kærlighedsforhold, fordi vi frygter dagen, hvor vi skal miste den, vi elsker. Som Ludvig Bødtcher siger det: ’Hvad her vi elske, ejes kun paa Borg, Paa uvis Frist, saa er Naturens Orden, Og vil du være fri for Savn og Sorg, Da maa du Intet elske her paa Jorden’. Sorgen lutrer den eller dem, vi stadig elsker, men som nu er borte. Vi skal altså turde elske, og sørge.

I den fjerde og sidste klumme om sygehuspræstens arbejde handler det om opstandelseshåb.

 


Kategorier: Blogindlæg