Caroline Kollenberg Thisted blogger om at få et nyt præsteembede
Should I stay or should I go? Om at få et nyt præsteembede
x
“Jeg fik ikke det første embede jeg søgte. Der gik tid, før et embedsskift var en realitet, og den tid kastede mange, mange tanker af sig.”
Af sognepræst Caroline Kollenberg Thisted, Værløse og Hareskov, TR i Ballerup-Furesø
Tanken kom vel snigende; at man også kunne lave noget andet. Eller måske bare være et andet sted. Jeg husker ikke, hvornår tanken første gang slog ned, men jeg husker den første ansøgning jeg sendte. Det føltes som utroskab. At jeg kiggede til anden side, fandt et andet liv attraktivt. Jeg husker, at menighedsrådsmødet vi havde i den periode, hvor ansøgningen var sendt og ingen endnu indkaldt til prøveprædiken, dét møde gjorde jeg min røst ganske lidt gældende på. Hvis nu jeg snart var væk.
Jeg fik ikke det første embede jeg søgte. Der gik tid, før et embedsskift var en realitet, og den tid kastede mange, mange tanker af sig. Først ramte det mig, om jeg egentlig søgte til noget andet eller mest søgte væk? Noget klart svar fandt jeg aldrig, ikke et entydigt svar, og det velsagtens fordi det var både og. Og undervejs blev ting klarere for mig. Hvad der var vigtigt og hvad der ikke var. Hvor kunne vi bo, ift min mands arbejde, ift vores familier. Hvilke muligheder var der for børnene og familien i det daglige. Betød det noget om præstegården var herskabelig – nej det betød ingenting. Betød det noget om der var kolleger – ja det betød alting. Skulle det være et stort sted? Lille sted? Hvad med lønramme? Særforpligtelser? Sådan tumlede jeg prioriteter på plads. Embeder undlod jeg at søge, andre vippede lige til ansøgningsfristen oprandt. Gennem hele processen var der overvejelser fremme; abstrakte for det meste og hver tirsdag, når km.dk lagde stillingsopslag ud, så konkrete overvejelser.
At være søgende er spændingsfyldt; store følelser af håb, afmatning, udmatning og magtesløshed. Og kildrende, legende; hvad hvis det bliver der? Eller der? Eller….? Undervejs overvejede jeg om jeg var blevet afhængig af at dagdrømme. Men så meget væk ville jeg ikke. Jeg trivedes fint i hverdagen, det var fremtiden, der måtte tegnes i en anden skabelon. Og derfor var det fremtiden, der var på spil.
En dag kom indkaldelsen til prøveprædiken. Og siden kom genindkaldelse til runde 2. Og samme aften kom kaldet. Jeg skulle være præst – et andet sted. Vi skulle flytte. Fremtiden tegnede anderledes. Og det er hvad jeg vil forsøge at beskrive de næste uger. Den første fase, den aktive fase og den tilflyttende fase. Med den tumult det affødte at bryde hele livet op på få uger.
Og neden under en åre af at Gud ved bedst og at min vilje var udfordret undervejs. Til tider fandt jeg ro i at jeg var præcis, hvor jeg skulle være, og andre gange et råb om, at der måtte være andre planer med mig. Måske var det et svar, at vi flyttede sidste sommer. I hvert fald var det en realitet.
x