Caroline Kollenberg Thisted blogger om at få et nyt præsteembede
Jeg sir hallo, hallo
x
”Alt var skiftet. Adresse, arbejdsplads, skoler, børnenes fritidsaktiviteter og ikke mindst alle menneskene. Vi kunne ikke finde noget”
Af sognepræst Caroline Kollenberg Thisted, Værløse og Hareskov, TR i Ballerup-Furesø
Telefonen ringede to gange den aften.
Tidligere på aftenen havde jeg været i anden runde; måske var vi to tilbage. Jeg ved det ikke. Først ringede telefonen, at den reference, jeg havde angivet, ikke tog telefonen, og de havde brug for en anden overordnet at kontakte. Det forlød, at det ville være afgørende for afgørelsen, at jeg kunne give nummeret på en anden. Det forlød, at man altid måtte ringe til nuværende provst. De fik min provsts telefonnummer. Jeg vidste hun ville svare pænt, men jeg var beklemt ved at skulle dele med hende, at jeg søgte andet embede. Ikke mindst, hvis jeg ikke fik det. Der er måske en grund til at ansøgninger ikke længere sendes ad tjenestelig vej.
Hun svarede pænt på mine vegne, og vi talte siden sammen om den sære oplevelse.
Og så ringede telefonen endnu engang. Det var den nye provst, og derfor troede jeg i første omgang ikke jeg havde fået stillingen. Jeg kender kun til at formænd ringer. Men det var provsten. Og embedet var mit. Mine børn lavede et eller andet stilfærdigt i stuen, min mand blundede. Der var i hvert fald en søndags stille ro mellem os. Han, min gemal, så det straks. Vi skulle noget nyt. Og børnene måtte ikke vide det endnu.
Og sådan blev det ved længe. For der var udskrevet valg og ingen kirkeminister i funktion. Der var også en procedurefejl i papirerne, og det gjorde at ingen måtte sige noget. Midt i maj blev til først i juni blev til sommerferie inden længe blev til flytning med udgangen af juli. Hvornår måtte vi sige noget? Børnene fik besked. Min formand gjorde. Og så faldt regeringen på plads. Udnævnelsen lå morgenen efter i indbakken – i den afgående ministers navn. Jeg sukkede dybt.
Afskeder flår i hjertet, men der var flere at vinke fint farvel til. Sukkene blev mange den sommer.
Flyttefirmaers tilbud skulle indhentes; det ene dyrere end det andet, og selvom jeg vidste, at størstedelen af regningen var stiftets, så var det mere end en månedsløn vi endte med at bruge på at flytte. For ud skulle vi jo, og ind kunne vi ikke komme. Boligen var ikke klar. Så vi tog lidt på ferie, fik vores gods opmagasineret, sendte ældsten på efterskole, havde dyrene i kennel (dyrt!). Vi boede tre uger i indkørslen til det nye hus i vores gamle autocamper. Jeg ved stadig ikke rigtig, hvordan vi klarede det. Med teenagedøtre i skoleskift og en 45 kilos hund om fødderne. Men vi klarede det. Og langsomt kunne vi flytte ind. Rum for rum, badeværelset virkede, børneværelser, og i oktober kom et køkken. 2 måneder efter vi var rykket. Efterhånden landede vi i noget, der mindede om en hverdag.
Men alt var skiftet. Adresse, arbejdsplads, skoler, børnenes fritidsaktiviteter og ikke mindst alle menneskene. Vi kunne ikke finde noget; hverken i byen eller i huset, der skulle være vores hjem. Det føltes som en sær blanding af sorg og stress og meningsløshed og særligt ensomhed. Vi var ny-ensomme. Efter år i et mindre sogn, hvor mange kender nogen og alle kender præsten, da var jeg nu anonym. Børnene nød det. De kunne gå i fred. Men min identitet var på spil. Jeg kunne heller ikke finde mig selv. Hallo – er der nogen?