Caroline Kollenberg Thisted blogger om at få et nyt præsteembede
Love me tender
x
”Jeg tænkte på dem jeg var kommet hos gennem årene og som jeg nu ikke længere kom hos. Jeg vidste godt, at det gjorde andre, men i trange tider savner også præster.”
Af sognepræst Caroline Kollenberg Thisted, Værløse og Hareskov, TR i Ballerup-Furesø
Efter sigende tager det 7 år at skabe menighed. Forstået på den måde, at kirken nok kan fyldes – helt eller delvist – men tilknytning, relation, samhørighed opbygges gennem års levet liv. 7 år siges det. År, hvor familier kaldte; døb vores yngste, konfirmér vores ældste, vær der når ægteskabet brister, følg os til graven, når de gamle må jordfæstes og vie os igen, når ny kærlighed viser sig. 7 års fælles liv. Menighed handler derfor i denne sammenhæng ikke om, hvor mange der kommer søndag formiddag. Men om, for hvem, man er deres præst.
Jeg forlod embedet efter 8 år. I min afsked sagde jeg, at det der var sværest at slippe var menigheden. Jeg mærkede hjertebånd briste. Og jeg vidste, at det nye sted ville det tage 7 år at knytte nye. Eller 21, for der var tre kirker at betjene. Det vilkår havde jeg valgt til.
Da jeg forlod embedet havde jeg en enkelt vielse, som jeg ikke kunne overdrage. Historien var fortættet, relationen bærende gennem flere år. Jeg tog den handling. Selvfølgelig. Fordi det ikke kun handler om, at der er en embedsoppebærer, som naturligvis skal kunne tage enhver handling. Det handler om at mennesker gerne vil have at deres præst tager deres handling. Jeg tog den. Og fik ikke befordring. Og havde ikke hjerte til at bede parret om at de skulle dække mine køreture. For både dem og mig var de 800,- mange penge; men udgiften blev min.
Siden var det enklere at sige nej: da en ny præst var på plads, slap jeg embedet. Ikke i min erindring eller i mit hjerte. Men jeg flyttede min sjæl og slap min menighed.
Indtil corona ramte. Mine ældre, mine hjertesyge, mine husbesøg, mine mennesker. Jeg tænkte på dem jeg var kommet hos gennem årene og som jeg nu ikke længere kom hos. Jeg vidste godt, at det gjorde andre, men i trange tider savner også præster. Jeg sikrede mig, at de inderste var ok. I det nye embede kaldte ingen endnu; de har andre præster gennem 7 år. Men takterne var der. Rådsmedlemmer der spurgte til vores lille familie. De knyttede hjertebånd. En fast kirkegænger, som sendte en mail. Et hjertebånd. En tom stol ved siden af alle de andre tomme stole i den tomme kirke; men der, vidste jeg hvem sad søndag efter søndag. Et hjertebånd.
Jeg tror ikke kirkegængere helt begriber, hvor intimt forbundet vi er; præst og menighed. Jeg er i al fald. For mig er det ikke et spørgsmål om lov og pligt og rettigheder og dåbsattester og ritualer og ordninger og krav og embede. For mig er det en pastoral identitet og et kald. Ikke højløftigt fra Gud, men et kald hver eneste gang et menneske beder om min bistand som præst. Derfor var det så tungt at slippe menigheden efter de delte år. Og derfor er det så vigtigt at få lov i al nænsomhed at knytte nye hjertebånd.
Og det betyder sådan set, at de 7 kommende år er løfterige. Fordi vi langsomt må nærme os hinanden. Banke på, og der skal lukkes op. Række ud og hånden gribes. Løfte, når en faldet har brug for at komme op at stå.
Jeg faldt fortumlet ind i et nyt embede; og stor er min glæde over, at ’min’ menighed netop betyder, at for andre, der er jeg værd at tage ind, når jeg banker på. Værd at række en hånd til, når jeg står med slaskede arme og ikke ved hverken ud eller ind. Min menighed, som er en gruppe af mennesker, der troligt kalder på kirken og stille og roligt lader også mig være deres præst. Med andre ord; tænk at få lov at være præst for menigheder for hvem ’min’ betyder ’vores’. Det er en velsignelse i det nære at se sig favnet i vores menighed.
Så kære kollega. Tøv ikke med at søge andet embede, hvis det må til. Gør det med åbne øjne og beredt hjerte. Vejen er stenet, vid det, men mening gror de særeste steder.
x