Tine Årup Illum skriver den traditionelle juleblog
En Josef-opave i december
”Vi er ligesom Josef: vi har ansvaret for noget, vi ikke selv har sat gang i”
Af sognepræst Tinbe Årup Illum, Sdr. Bjert
Julekrybben med engle og hyrder og vismænd og Josef og Maria og Jesus og okser og det hele var stillet op.
”Er der nogen af jer, der kan genkende noget af jer selv i en af figurerne”, spurgte Malin, der var ved at vise os, i hvordan man kan bruge bibelfortællemetoden ”Godly Play”. Det jeg husker er, at en af deltagerne sagde: ”Jeg synes jeg kan kende mig selv i Josef. Han har ansvaret for noget, han ikke selv har sat i gang”.
Med ét fornemmede mange af os et vist slægtskab med Josef.
Vi har ikke selv fremskaffet eller opfundet juleevangeliet, og alligevel har vi ansvar for det – ikke bare 24. og 25. december, men hele adventstiden, og indtil helligtrekonger og kyndelmisse. Og bortset fra, at det hvert år virker fuldstændig overvældende med alle julearrangementerne, så er adventstiden med dens løfteord og forventningstoner i sig selv også et ansvar. Mens kalenderlyset brænder ned, bygges glæden op.
Vi vil gerne tage ansvar og tage hånd om traditionerne i børnehaven og pensionistforeningen. Vi vil gerne være med til at give adventstiden eftertænksomhed og dybde. Og mon ikke også mange af os gerne vil kradse i julehyggecomfortzonen, der breder sig ud over hele måneden? Vi vil gerne flytte juleforberedelsen, adventstiden, væk fra glansbilledet med vaseline på linsen og ”Have yourself a merry little christmas” til et mere pågående billede af julens budskab og alle vers af ”Op! thi dagen nu frembryder”. Vi ønsker at tage vare på, at teologi og liturgi også i december er gedigen og gennemreflekteret. Advent og jul skal ikke blandes alt for meget sammen.
I den forbindelse vil jeg sige, at jeg faktisk nogle gange har grebet mig selv i at blive kirkeårsfundamentalist, forstået på den måde, at jeg nærmest holdt vandtætte skodder mellem advent og jul. Jeg syntes, det var at tage vare på teologisk integritet og viden. Men fundamentalisme er aldrig godt. Heller ikke kirkeårsfundamentalisme.
Kirkeåret er en inspiration, og kan være en vigtig medspiller i forkyndelsen, men som vi kender det nu, er det en temmelig ny ”opfindelse” og egentlig en dynamisk proces – for nogle dele af kirkeåret ændres næsten umærkeligt. Jeg vil gerne gøre mig umage med, at forkyndelsen i adventstiden har forberedelse og ventetid som klangbund. Ikke som en modløs venten – men som en glædelig og åben forventning om opfyldte profetløfter, og som en himmelsk forsmag og en juleaperitif. Og en del af forventningen er nu engang at tage en lille smule forskud på glæderne. Vi skal ikke holde jul hele december, men vi skal bygge op. Vi skal prøvesmage julesnapsen. Vi spiser de småkager, der gik lidt i stykker. Og vi kan godt synge ”En rose så jeg skyde” 3. søndag i advent, hvor vi skal høre Esajas’ profeti om at ødemarken skal juble og blomstre og synge ”Blomstre som en rosengård”.
Vi er ligesom Josef: vi har ansvaret for noget, vi ikke selv har sat gang i. Og om det lykkes, er egentlig ude af vores hænder.
Dels har vi ansvar for troværdigt at forkynde det evangelium, der er blevet overleveret til os ”rent og purt” – men det betyder ikke: på samme måde, som vi altid har gjort. For der kan danne sig slagger på det reneste og pureste guld. Hvis man siger det samme ind i en ny tid og en ny situation, siger man noget andet.
Dels har vi ansvar for at være med til at bygge glæden op, at nære den juleglæde, der bliver større, mens kalenderlyset bliver mindre (jvfr. de to sidste adventssøndages Johannes-Døber-tekster).
Vi tager ansvar for noget, vi ikke selv har sat gang i. Det er en Josef-opgave. Om det lykkes ligger i større hænder end vores.