Tivolisering eller nødvendighed?
FOLKEKIRKEN ER NØDT TIL AT TÆNKE MODTAGERORIENTERET
Med udgangspunkt i en refleksion over debatten ovenpå et indlæg på kirke.dk skriver sognepræst Le Klint og kommunikationsmedarbejder Anne Sofie Coles om gudstjenesten – højmessen og de andre
Af sognepræst Le Klint og kommunikationsmedarbejder Anne Sofie Coles
Vores debatindlæg på kirke.dk den 11. februar 2019 var først og fremmest et ønske om bidrage til debatten om, hvordan Folkekirken kan ramme den store gruppe af danskere, som har svært ved at se kirkens relevans i dag, og som kun kommer sjældent ud over jul, dåb, begravelse etc. Hvad stiller kirken op med denne gruppe? Er det tilstrækkeligt at insistere på højmessen og håbe, at de ser lyset en dag og begynder at komme kl. 10 om søndagen, eller er man nødt til at forholde sig helt konkret til denne store målgruppe og forsøge med initiativer, som kan nå disse mennesker?
Vi mener, at kirken er nødt til at forholde sig helt konkret til denne målgruppe. Men det betyder ikke, at man skal slippe dem, der er glade for højmessen. Det ene udelukker ikke det andet, og det er en væsentlig pointe. Kirken skal udvide repertoiret, så der er noget for alle. Og det er ikke det samme som at erstattte det gamle med noget helt nyt. Men kirken er nødt til at være visionær og og fremadskuende. Folkekirken er nødt til at tænke over, hvordan den i fremtiden kan være kirke for et bredere udsnit af den danske befolkning, og vi mener, svaret på denne udfordring er ved at nuancere palettten. Det kan man bla. gøre ved at tilrettelægge gudstjenester med et mere nutidigt sprog og genkendelig musik, så det moderne menneske ser sig selv som en naturlig del af fællesskabet.
De gængse argumenter mod nye gudstjenesteformer er tivolisering og udvanding af budskabet. Det er valide pointer, som folkekirken naturligvis skal være opmærksom på i forhold til nye tiltag. Men hvis kirken bliver ved med at være fastlåst i sin meget afsenderorienterede tankegang, risikerer den at ende med at miste sin relevans. Vi er nødt til at være mere modtagerorienterede og forholde os til folks ønsker og behov. Det betyder ikke, at vi skal gøre det folk vil have, men vi er nødt til at lytte og forsøge at finde det overlap, hvor kirkens budskab er foreneligt med der, hvor den moderne, sekulariserede dansker befinder sig. Det er ingen nem opgave. For at gøre dette er man nødt til at tage chancer og eksperimentere og se, hvad der virker og ikke virker, og det er det, vi har gjort i Hørsholm Kirke med vores temagudstjenester. Om vi lige har ramt plet, vil vi lade andre om at dømme, men i hvert fald har vi fået en masse mennesker i kirke, som ikke normalt kommer der og som føler, at de er blevet ramt af det kristne budskab. Efterfølgende må vi evaluere og tage en løbende dialog med os selv og med dem, der kommer til temagudstjenesterne og så justere hele tiden for at sikre den rette balance mellem modtager og afsender. Vi vil gerne diskutere dette med alle jer andre her på præsteforeningens blog, høre jeres erfaringer og idéer, så vi kan inspirere hinanden og undgå at lave de samme fejl. – det er for ærgerligt, hvis vi kolleger ender i en intern kamp, lad os i stedet diskutere og argumentere med det formål at finde velfungerende løsninger og sammen skærpe kvaliteten… for folkekirkens skyld.
”Jeg hører flere som siger at de er misundelige på vores kirkes arrangementer. De ville selv gerne have samme muligheder i deres eget sogn. Kirken skal også følge med tiden og det her er en succes. Der bliver trukket folk ind i kirken på denne her måde. Tænker også at det må være i Jesu ånd, at samle folket og på den måde sprede sit budskab. Men for at sprede budskabet er man jo nødt til at have folk til at lytte og det her er jo en glimrende metode til lat få taletid hos de normalt travle hverdagsmennesker”.
Dette citat og andre lignende citater på vores facebookside efter temagudstjenesterne tyder på, at folk oplever, at det kristne budskab kan nå ud på en mere moderne og tidsvarende måde. Og det bør folkekirken efter vores mening være lydhør over for og arbejde målrettet med. Ingen andre foreninger ville nøjes med at satse på en lille procentdel af deres medlemmer – hvorfor skal folkekirken det? Ingen andre organisationer ville turde lade være med at lytte til deres målgrupper – tør folkekirken det? Argumentet med at der allerede er masser af alternative tilbud til folk, der ikke kommer til højmessen, bør ikke forhindre folkekirken i at videreudvikle og lave endnu flere og endnu bedre alternativer til højmessen. Hvis vi stædigt fasholder, at det er godt nok det vi laver, og at det går godt, så lukker vi øjnene for de udfordringer fremtiden bringer. Rettidig omhu kunne man også kalde det.