Tivolisering eller nødvendighed?
HVORDAN GØR VI KRISTENDOMMEN RELEVANT?
Med udgangspunkt i en refleksion over debatten ovenpå et indlæg på kirke.dk skriver sognepræst Le Klint og kommunikationsmedarbejder Anne Sofie Coles om gudstjenesten – højmessen og de andre
Af sognepræst Le Klint og kommunikationsmedarbejder Anne Sofie Coles
Det helt centrale spørgsmål folkekirken til alle tider må stille sig selv er: hvordan gør vi kristendommen relevant? Al kristen forkyndelse befinder sig et sted i spændingsfeltet mellem identitet og relevans. Den kristne tros identitet/den kristne fortælling skal være relevant for folk for at kristentroen kan leve. Men hvordan gør man kristendommen relevant uden at give køb på trosidentiteten? Det er folkekirkens store udfordring i dag. Nogle mener, det er en god ide at rendyrke identiteten og indholdet i den kristne tro på bekosning af relevansen: ” Vi holder fast og gør det, vi altid har gjort, og så må folk selv om, om de kommer”. I den anden ende af spektret er fokus på relevans med risiko for at miste identiteten – tivolisering.
Hvis folkekirken skal følge med tiden og forblive relevant er den nødt til at forsøge at finde et sted midt mellem identitet og relevans. Et godt eksempelt på dette er f.eks. drop in dåb, som gør dåben relevant på en ny måde for en gruppe mennesker, der ikke befinder sig godt ved den traditionelle dåb.
Men hvad med gudstjenesten? Kan den gøres relevant på en ny måde uden at give køb på identiteten? Meningen med at lave andre former for gudstjenester er at skabe en indgang til kristendommen, til de store fortællinger og Jesus altomvendende perspektiv på verden og os, så dem, der ikke er blevet opdraget til at gå i kirke kan føle sig, som en del af fællesskabet. Man kan sige, at med folkeskoleloven i 1975, hvor kirkens indflydelse på kristendomsundervisningen i folkeskolen ophørte, og muligheden for at forkynde det kristne budskab i skolerne forsvandt, opstod en ny udfording for folkekirken. Hvordan gør man kristendommen relevant for den generation, der er født efter 1970, og som ikke er opdraget til at gå i kirke og har svært ved at forstå kirkens relevans? Det er folkekirkens opgave at henvende sig med et sprog og en form, som denne gruppe kan forstå og forsøge at gøre kristendommen eskistentielt vedkommende ved at møde denne gruppe, der hvor de er, og med de udfordringer de har.
Mange i denne gruppe lader deres børn døbe – barnedåben er nu engang en dybt forankret tradition i Danmark. Men det betyder ikke nødvendigvis, at de kan leve op til løftet om at opdrage barnet i den kristne tro. Dåben er indgangen til at tro, dåben er indgangen til en samling fantastiske fortællinger og salmer, dåben er indgangen til traditioner og højtider, og dåben er indgangen til et fællesskab omkring fortællingerne, traditionerne, højtiderne og troen. Men selvom man er døbt, kan man sagtens føle sig fuldstændig fremmed i kirken og til højmessen. Som en af vores konfrimander sagde det for nyligt: ”Man kan føle, at man sidder nede på bænken i kirken søndag morgen og visner af kedsomhed”. Selvfølgelig kan man blive indøvet i højmessen, hvis man er vedholdende, men det tager sin tid – faktisk sagde mange konfirmander til sidste års evaluering af konfirmandforberedelsen, at selvom de går til højmesse 12 gange, mens de går til præst, er det stadig svært for dem at forstå sproget i salmerne, at forstå sproget i teksterne og få hele seancen til at give mening. De føler sig ikke som en del af fællesskabet.
Vi skal hjælpe folk med at blive indlemmet i det kristne fællesskab. Dåben er begyndelsen , men hvad er fortsættelsen? Hvordan hjælper vi folk med fortsættelsen? Vi er nødt til at give folk en anledning til at komme igen…. og igen. Og det gør vi kun ved at være relevante. Der er mange nye måder at gøre kristendommen relevant på. Det gør kirkerne over hele landet. Vi mener en måde kan være nye former for gudstjenester. Det er ikke, fordi der ikke må være elementer, som kræver tid at forstå eller blive bekendt med, men det må ikke tage så lang tid eller være så svært tilgængeligt, at folk ender med at falde fra.