Peter Nejsum blogger om behovet for et skilsmisseritual
Det brudte løfte
”Et løfte er ikke en prognose, ikke en forudsigelse af fremtiden.”
Af sognepræst Peter Nejsum, Brønshøj
Hvad er et løfte egentlig? Når man bliver gift lover man hinanden at leve med hinanden ”i medgang og modgang (…) indtil døden skiller os ad”. Det er det løfte, der brydes i en skilsmisse.
I de empiriske undersøgelser af bryllupper, som er foretaget i Tyskland (fx Fopp (2007) og Merzyn (2010)), fremhæver parrene netop det løfte, de giver hinanden, som et af højdepunkterne i vielsen – i øvrigt til stor overraskelse for de teologer, der stod bag undersøgelsen. Men for brudeparrene er løftet vigtigt. Og når man diskuterer et evt. skilsmisse-ritual er det uomgængeligt at vide, hvilken status et løfte egentlig har.
Løfte og tilgivelse
En af de mest frugtbare svar på det spørgsmål giver Hannah Arendt, der i ”Menneskets vilkår” fra 1958 kæder løftet sammen med tilgivelsen (i kap. 33 og 34). Løftet forholder sig til fremtiden på samme måde, som tilgivelsen forholder sig til fortiden. Løftet, siger Arendt, skaber øer af forudsigelighed i en verden der ellers er bestemt ved uforudsigelighed.
Begge dele – at love og at tilgive – tager udgangspunkt i menneskets evne til at handle. Heri ligger både menneskets frihed og udfoldelsen af, hvad det vi sige at være menneske. Men da man ikke kan forudsige alle konsekvenser af de handlinger, man foretager, og da de handlinger man en har gjort ikke lader sig gøre om, hvor gerne man end ville, så er tilgivelsen nødvendig for at livet kan fornys og at man atter kan handle. Tilgivelsen befrier mennesket fra den indbyggede tvang, der ligger i disse vilkår, og uden den vil alting følge ”dødelighedens lov”. Og mennesket, siger hun, er ikke født til at dø, men til at begynde.
Det dobbelte mørke
Løftet forholder sig på samme måde til fremtiden. Løftet udspringer af det, Arendt kalder ”det dobbelte mørke”: Hjertets upålidelighed og livets uforudsigelighed. Vi kan ikke garantere, at vi er den samme i morgen som vi er i dag. Kunne man det, ville det ikke være nødvendigt at love noget. Og vi kan ikke forudsige hvad der kommer til at ske og konsekvenserne af de handlinger, vi gør.
Derfor afgiver vi løfter. ”Det dobbelte mørke” er et af menneskets vilkår, noget vi ikke kan sætte os ud over. Og det er på den baggrund vi afgiver løfter. Det er godt at vide, når man skal dømme om de løfter, man af forskellige grunde ikke var i stand til at holde. Og det forekommer, at den hårde, uforsonlige fordømmelse, man kan møde slet ikke tager alvorligt, hvad et løfte er.
Et løfte er ikke en prognose, ikke en forudsigelse af fremtiden. Et løfte er tværtimod det, et menneske griber ud efter, når det skal værge sig mod ”det dobbelte mørke”: Hjertets upålidelighed og livets uforudsigelighed.