Andre end teologer kan blive præster

Andre end teologer kan blive præster

Kirkeministeriet har udsendt denne pressemeddelelse

Andre akademikere end teologer skal kunne søge ansættelse som præst, hvis de gennemfører en teologisk efteruddannelse. Efteruddannelsen med en forventet varighed på 2-3 år skal skræddersys til den enkelte ansøger. Sådan lyder en af anbefalingerne i den betænkning, Præstemangeludvalget nu udsender efter at have analyseret spørgsmålet om mulig præstemangel. Præstemangeludvalget har også fremlagt et lovforslag, som skal vedtages af Folketinget for at åbne for den nye mulighed. Ordningen skal ifølge udvalget i første omgang gælde for en 10-årig periode.

Kirkeminister Mette Bock er meget glad for, at spørgsmålet om evt. fremtidig præstemangel nu er grundigt gennemlyst. – Det grundige udvalgsarbejde har haft bred deltagelse af repræsentanter fra hele folkekirken, og der har været en tæt dialog med universiteterne undervejs. Nu ser jeg meget frem til den videre debat om spørgsmålet. Vi har nu et godt grundlag for at kunne justere i tide, hvor det måske er nødvendigt, siger Mette Bock. Det er blandt andet udsigten til pensionering af nogle af de store efterkrigsårgange i de kommende år, som er baggrunden for nedsættelsen af Præstemangelsudvalget i 2016. Risikoen for mangel på kandidater til ledige præstestillinger hænger også sammen med et lavere antal studiepladser på teologistudiet ved universiteterne og færre nyuddannede kandidater, ligesom det spiller ind, at både nyuddannede teologer og erfarne præster i større grad end tidligere følger mønsteret på det øvrige arbejdsmarked og søger forskellige stillinger i og uden for folkekirken i deres arbejdsliv. Foruden den nye adgang til at blive præst for andre akademikere end teologer har udvalget også drøftet nogle af de arbejdsvilkår og forhold, som påvirker rekrutteringen og fastholdelsen af præster i folkekirken. Udvalget har desuden set på betydningen af folkekirkens embedsstruktur, hvor den traditionelle sognestruktur over en årrække er blevet suppleret af nye typer af præster, der møder mennesker på andre måder end i det lokale sogn f.eks. som sygehuspræster, gadepræster, studiepræster mv.

Se betænkningen her

 

 


Kategorier:
Om præster