Egil Hvid-Olsen blogger om præsten og juleprædikenen
Præstens improviserede jul
x
Af sognepræst Egil-Hvid Olsen, Grindsted
To dage inden deadline fik jeg en opfordring fra redaktøren. Kunne jeg mon skrive to hyggelige blogindlæg til hjemmesiden om præstens jul? Han forsøgte at overtale mig ved at fremhæve de mange fine skribenter før mig, der havde bestyret bloggen ind under jul.
Nej, tænkte jeg, der er 14 dage til juleaften. Jeg er ikke begyndt med juleprædikenerne, og hyggearrangementerne falder så tæt som sneen i gamle dage.
Det skrev jeg så. Men mærkeligt nok fortsatte fingrene hen over tastaturet, for på få sekunder havde der formet sig en idé. Man kunne jo skrive et selvironisk indlæg om følgerne af ikke at inddrage TV-julekalenderen i sin juleaftensprædiken. Det andet indlæg ville nok ordne sig selv.
På den måde blev et nej til et ja, og snart var mailen sendt.
Det første indlæg skrev næsten sig selv. Det andet, mente jeg, ville nok også tage form med samme lethed. Om ikke andet måtte jeg improvisere. Det er vi præster så vant til. Vi kan altid stille os op og spinde en ende over hvad som helst. At nogle er betragtelig bedre til det end flertallet, lader vi os ikke gå på af. Så længe vi smiler hjerteligt, går det nok. Så ved selv de mest tungnemme, at det er morsomt, det vi fortæller. Eller i hvert fald morsomt ment.
I den lokale pensionistforening
Jeg gjorde det selv i begyndelsen af julemåneden. For lang tid siden havde den lokale pensionistforening inviteret mig til en decembereftermiddag, hvor de gerne ville høre nogle julehistorier og synge nogle salmer. Fordi de var så tidligt ude, sagde jeg straks ja. Kommer tid, kommer råd, og de historier finder jeg i en ruf.
Til alt held trak jeg mine forberedelser, for to dage inden blev jeg ringet op og spurgt, om aftalen stadig stod i min kalender. Jo, det gjorde den da rigtignok, og havde jeg ret i, at det forventede forløb var højtlæsning, kaffe og salmesang? Dette blev bekræftet … med den ikke helt uvæsentlige tilføjelse, at læsningen ikke skulle tage for lang tid. Der skulle jo også være tid til kaffe og en god snak.
I tankerne skar jeg straks halvdelen af det halvtimesprogram, jeg havde forestillet mig, og så gik jeg i gang med at finde korte julehistorier. Det var ikke så svært, for størstedelen af den slags er korte. Sammenlagt 18 minutter skulle pensionisterne igennem, inden de havde fortjent deres kaffe.
Dagen oprandt, og det gik så fint. I hvert fald oplæsningen og kaffen.
Seniorsangbogen
Men så kom vi til salmesangen, som tog form af en slags ønskekoncert fra ”Seniorsangbogen”; et misfoster af en sangbog med et meget begrænset udvalg af sange indenfor samtlige kategorier. Det eneste positive, der kan siges om dette makværk, er, at det er indbundet i et blødt plasticbind, der er let at rengøre, når et stykke kage eller en sødetablet, som gebisset ikke har kunnet fastholde i munden, har sat sig fast på det.
Vi kommer ikke gennem den næste halve time, hvis jeg ikke siger lidt om de enkelte salmer, tænkte jeg.
Glemt var min indsigt i de dårlige improvisationer, der synes at klæbe til præstestanden, og pludselig hørte jeg mig selv udfolde min meget begrænsede viden om Morten Eskesen. Jeg hørte mig tale begejstret om den kommende bibeloversættelse på hverdagsdansk – til en flok pensionister med en gennemsnitsalder et stykke over de 80!
Og så hørte jeg mig selv fortælle en anekdote fra min mors diakonissetid. Vel at mærke en ret upassende én. Ikke fordi diakonisser generelt af upassende – det er hvert fald ikke min opfattelse – men fordi lige netop denne anekdoter er blevet husket i min familie, i kraft af at den er upassende. Og hold da op, hvor jeg morede mig! JEG morede mig. Hvorvidt smilet på de øvrige forsamledes læber var naturlige, kunne jeg ikke vurdere.
Flash back
Jeg fik et flash back til dengang, jeg skulle fortælle julehistorier i den lokale loge og valgte at kaste mig ud i et forsøg på at bryde isen samt den ret besynderlige og hvad man vel også, uden at fornærme nogen, kan betegne som temmelig selvhøjtidelige stemning, der råder i sådan en gildesal. Jeg fortalte lidt om mit fornavn – Egil. Det er islandsk og markerer en form for styrke og mandighed, fordi man uvægerligt kommer til at tænke på sagnhelten Egil Skallagrimsson. Mit problem – fortalte jeg – var bare, at jeg i 3. klasse var blevet præsenteret for en bog om Egil Skallagrimsson som barn, og det, der karakteriserede ham dengang var, at han sked grønt. Jeg morede mig gevaldigt over denne erindring, og stemningen blev da bestemt også brudt, men om det samme gjaldt isen, ved jeg ikke helt.
Nå, men tilbage til de venlige pensionister fra forleden. Efterfølgende sagde de, at det havde været en god og lærerig eftermiddag. Så måske er det alligevel ikke så skidt at improvisere.
x