Folkekirkens Arbejdsmiljøråd gentager pris-succes
Hvem skal vinde årets arbejdsmiljøpris? Folkekirkens Arbejdsmiljøråd uddeleler prisen, der skal synliggøre de mange gode eksempler på godt arbejdsmiljø i folkekirken.
Der skal fokus på de mange gode arbejdsmiljøhistorier inden for folkekirken. Derfor gentager Folkekirkens Arbejdsmiljøråd uddelingen af Folkekirkens Arbejdsmiljøpris.
Formidlingen af de positive arbejdsmiljøhistorier skal inspirere andre folkekirkelige arbejdspladser til at følge efter og skabe et endnu bedre arbejdsmiljø.
Prisen tildeles en arbejdsplads, som har gjort noget særligt for arbejdsmiljøet og kan tjene som inspiration for andre.
»Det kan være gennem en ekstraordinær indsats for at forbedre trivsel, forebyggelse af konflikter, brobygning mellem gejstlige og lægfolk, eller ved at have et velfungerende og synligt arbejdsmiljø-samarbejde,« fortæller Bjørn Arberg, formand for Folkekirkens Arbejdsmiljøråd. Der vil også blive lagt vægt på kreative og anderledes tiltag til at integrere arbejdsmiljøet i daglige arbejdsopgaver og på arbejdspladser med et fremragende fysisk og psykisk arbejdsmiljø.
En pris for alle
Alle folkekirkelige arbejdspladser, så som sogne, kirkegårde, menighedsråd, provstikontorer og stiftskontorer, kan nominere sig selv til prisen eller blive nomineret af andre. »Jeg vil gerne opfordre alle folkekirkelige arbejdspladser til at nominere sig selv eller en anden arbejdsplads, der har gjort en ekstraordinær indsats for arbejdsmiljøet. Det er en fantastisk mulighed for at anerkende det hårde arbejde og de innovative løsninger, der gør en forskel i hverdagen,« siger Inge Kjær Andersen, næstformand for Folkekirkens Arbejdsmiljøråd.
»Det bliver bemærket«
Sidste år vandt Abildgaard Kirke i Frederikshavn arbejdsmiljøprisen. Her har de brugt vindertitlen aktivt, når de har slået ledige stillinger op, og diplomet, de fik overrakt, er hængt op, så det er synligt for alle. Ifølge Kurt Erling Hansen, der er formand for menighedsrådet, er titlen både blevet bemærket og brugt – ikke kun udadtil, men også internt. »Prisen forpligter. Vi husker hinanden på, at vi skal leve op til titlen og fortsætte det gode arbejde,« fortæller Kurt Erling Hansen.
Prisen gives til en arbejdsplads, som:
- har ydet en ekstraordinær arbejdsmiljøindsats – et kortere forløb omkring en konkret problemstilling eller længerevarende proces,
der har ført til bedre trivsel – fx forebyggelse af konflikter eller bedre samarbejdskultur. - med godt resultat har arbejdet konkret med brobygningen mellem den gejstlige søjle og lægsøjlen i arbejdsmiljøsammenhæng.
- har et velfungerende arbejdsmiljøsamarbejde, som er synligt både indadtil og udadtil – fx en APV-handleplan med dynamik og
systematik, der giver mening i det daglige arbejde. - har fundet på sjove og anderledes virkemidler i forhold til at tænke og integrere arbejdsmiljø ind i hverdagens arbejdsopgaver.
- har et meget godt fysisk og psykisk arbejdsmiljø, som der kan findes en konkret begrundelse for.
- har fundet en super løsning på et konkret problem fx forebyggelse af ulykkesrisici, fysisk belastende arbejde eller psykisk
arbejdsmiljø.
I år uddeles prisen i uge 43 – som er Europæisk Arbejdsmiljøuge. Deadline for indstillinger er d. 1. september 2024.
Indstillingsskema og yderligere information findes på FIN.