Hvornår er nok – nok?
Læs her Præsteforeningens formand Per Bucholdt Andreasens kommentar til chefredaktør Erik Bjeragers leder i Kristeligt Dagblad lørdag den 24. april 2020
Meningsdannerne har travlt i denne tid med meninger om alt fra epidemiologi til teologi. KD’s spalter har i disse uger været fyldt med meninger om kirken og corona’en. Der er mange forskellige dagsordner rundt i samfundet i disse uger. Alle vil gerne have, at deres område får en særlig bevågenhed hos myndighederne. KD har også i lederspalterne været interesseret i at få de lukkede kirker åbnet. Før påske lykkedes det at få kirkeminister Joy Mogensen til at lytte til nogle af meningerne. Derfor kom hun med et politisk signal om, at kirkerne måske kunne åbnes i forbindelse med højtiden. Heldigvis har vi en kirkeminister, der gerne lytter og lader sig overbevise af andre meninger end de mere teoretiske i debatspalterne. Hun traf derfor en ansvarlig beslutning om ikke at åbne kirkerne til påske. For er det ikke for at undgå smittespredning, at vi lukker mest muligt ned i denne tid? I Præsteforeningen har vi den holdning, at folkekirken som en del af det folkelige fællesskab også skal bidrage til at undgå smittespredning. Vi har derfor bakket op om myndighedernes beslutninger og anbefalinger i disse uger om at undgå social kontakt, holde afstand og god håndhygiejne. Det mener vi, at både folk og kirke er bedst tjente med.
Her i coronatiden er jeg blevet imponeret over den fantastiske evne til at omstille sig til nye vilkår på kort tid, som folkekirkens menigheder og præster har udvist. Med en kreativitet og parathed til at være kirke under de nye vilkår. Præster har med stor opfindsomhed udnyttet blandt andet de digitale muligheder til at være sammen hver for sig. Præster holder gudstjenester og andagter, taler i telefon med mennesker og er på gaderne rundt omkring i sognene med masser af kontakt på afstand. Det viser virkeligt hvor meget kraft og saft, der er i den folkekirkelige underskov.
Derfor er det også mærkværdigt at læse KD’s chefredaktør Erik Bjeragers leder 24. april ”Kirken og coronakrisen” – med undertitlen ”Kirken må vise opfindsomhed for at være, hvor danskerne er”. Svaret er, at den ikke har bestilt andet, siden coronakrisen begyndte. Erik Bjerager spørger, om der nu gøres nok? Om præsterne nu ringer nok til de gamle og ensomme, om der tages nok nye initiativer? Spørgsmålet er bare, hvornår nok er nok? Jeg tror, de fleste præster altid har en følelse af, at det er vanskeligt at finde ud af, hvornår nok er nok. Man kan jo altid lige gøre lidt mere, en telefonsamtale mere, en gennemskrivning mere af en prædiken eller omsætte en ny idé til virkelighed, for præstearbejde er grænseløst, og derfor kan man aldrig svare på spørgsmålet om, hvornår det er nok.
Der er noget mistrøstigt over Bjeragers leder. Han bruger et langt historisk tilløb for at komme frem til nutiden. Hans pointe er, at kristendommen har haft gavn af epidemierne i tidens løb, fordi de kristne tog sig af de syge, og fordi epidemier styrker menneskers religiøsitet. Der var ikke meget ro på de første kristne, men for nutidens kristne er der måske for megen behagelig ro midt i krisen, mener Bjerager. Måske er det forsideoverskriften på samme dags avis ”Coronakrisen afspejler sig ikke i danskernes tro”, der har fået chefredaktøren til tasterne med en antydning af, at folkekirken og præsterne ikke gør nok, så det kan afspejle sig i en temperaturmåling på danskernes tro. Det er jo dejligt at kunne måle, hvornår nok er nok, og når det så ikke kan måles, så er nok jo nok ikke nok i chefredaktørens logik.
Det er lidt af en gratis omgang for chefredaktøren, for hvornår er nok, nok? Jeg synes, der er gjort og gøres en masse, som man har kunnet læse om i selvsamme avis, på sociale medier og i en massiv omtale af kirkelige initiativer i forbindelse med påsken, hvis budskab i nyere tid vel ikke er nået ud til så mange danskere. Det, synes jeg, har været imponerende og anerkendelsesværdigt i sig selv.
Lad os nu vende os mod en genåbning af kirkerne, og lad det ske på en sundhedsmæssig forsvarlig måde og i dialog med dem, der skal stå ved kirkedøren eller har orgelskoene på eller ved, hvor præstekraven trykker, så vi også efter krisen med lige så stor opfindsomhed stadig kan være kirke, der hvor danskerne er.
Per Bucholdt Andreasen
Formand for Præsteforeningen