Kirkeminister Joy Mogensen svarer på nogle aktuelle spørgsmål

Kirkeminister Joy Mogensen svarer på nogle aktuelle spørgsmål

Der står ikke noget om folkekirken i det forståelsespapir, der ligger til grund for regeringens arbejde. Nyudnævnte kirke- og kulturminister Joy Mogensen siger i den anledning til Kristeligt Dagblad fredag den 12. juli 2019: “Så kan man vælge at blive skuffet. Eller også kan man se det som en stor frihed til, at jeg sammen med kirkeordførerne kan finde ud af, hvordan folkekirken bedst kan bidrage til samfundet.”

Joy Mogensen svarer også på en række aktuelle spørgsmål i interviewet i Kristeligt Dagblad. Hun siger blandt andet til udmeldingen fra Mogens Jensen (S) om, at præster ikke skal have mulighed for at sige nej til vielse af homoseksuelle. “…jeg har hørt, at den nuværende ordning er et kompromis for at holde sammen på folkekirken. I det øjeblik den bliver splittet op, bliver det sværere at have den dialog, der er i dag….”.

Til Landsforeningen af Menighedsråds ønske om at få forhandlingsretten for kirkefunktionærerne siger hun: “Jeg har ikke lagt mig fast på noget endnu i den sag. Det er noget af en organisatorisk nyskabelse for mig at se, hvor ureguleret og formet af traditioner og historien, folkekirken er. Det er imponerende, hvor meget den alligevel formår. I det perspektiv kommer jeg også til at træde varsomt i denne sag”.

Endelig siger Joy Mogensen til Kristeligt Dagblad, om statsstøtten til folkekirken skal ændres, så den ikke bliver brugt til præsters løn. “Jeg kunne godt ryste en holdning ud af ærmet. Men det er et spørgsmål, der er blevet diskuteret i så mange år, at der næppe er nogen, der synes, det er fedt, hvis jeg efter blot et par uger som kirkeminister kommer og siger, hvordan det hele skal være. Jeg kommer til at tage mig tid til at høre alle sider af sagen”.

Foto: Kristian Brasen
x


Kategorier:
Kirkepolitik