Peter Nejsum blogger om behovet for et skilsmisseritual
Et ritual skal der til
”Et godt eksempel er et guldbryllup, sådan et havde jeg for nogle uger siden. Hvorfor gå i kirken for at fejre det?”
Af sognepræst Peter Nejsum, Brønshøj
I diskussionen om mit forslag til et ritual i anledning af skilsmisse er et af de tilbagevendende argumenter noget i retning af: Hvorfor et ritual? Hvorfor kan man ikke bare klare det med en fortrolig sjælesorgssamtale? Hvorfor ikke nøjes med den syndsforladelse, man får ved enhver gudstjeneste? Eller med den velsignelse man får om søndagen ikke alt rigelig? Er det ikke at gøre alt for meget ud af at blive skilt?
Men et ritual kan som noget ganske særligt, ikke mindst i forbindelse med kasualierne – og det er egentlig mærkeligt, at det er nødvendigt at minde om det. Et ritual kan nemlig forbinde den tilgivelse, den velsignelse, det løfte om Guds følgeskab, eller hvad man vil lægge vægt på, med den enkeltes liv. At lade ordet blive kød i dette menneskes liv.
Guldbryllup
Et godt eksempel er et guldbryllup, sådan et havde jeg for nogle uger siden. Hvorfor gå i kirken for at fejre det? Hvorfor ikke bare sig tak til hinanden og tak til Gud for de mange år sammen over morgenkrydderen? Kunne de ikke bare nøjes få velsignelsen en tilfældig søndag, i stedet for at ulejlige kirken og opsøge et ritual?
Men det gav så god mening. Her kunne ritualet formulere den taknemlighed, der ikke er så let at udtrykke til daglig. Her, i kirken, kunne de give udtryk for deres kærlighed til hinanden, hvad der heller ikke altid er så let. Ritualet gør det muligt og giver så god mening. Så hvorfor ikke i tilfældet ”skilsmisse”?
Efterspørgsel?
Hvem ville overhovedet benytte sig af det? Sådan lyder en anden indvending, efterfulgt af et: ”Ja, jeg ville i hvert fald ikke!” Og det er da muligt, at det ikke vil blive et tilløbsstykke. At skammen, der stadig er en realitet i forbindelse med mange skilsmisser, måske er for stor, og den blufærdighed, der følger heraf. Men at et ritual ikke benyttes hyppigt er jo i sig et argument imod det. Ingen kunne vel drømme om at undvære ritualer for fx urnenedsættelse eller kirkegårdsindvielse, selvom det er relativt sjældent, de benyttes. Hvis ritualet ikke er der, efterspørges det i hvert fald ikke.
Lades de skilte i stikken?
Vi har som kirken måske været lidt for forelsket i ”normal-biografien” til at kunne rumme det, der afviger af fra denne. Jeg tror at mange andre præster end mig selv, har oplevet at få forespørgsler fra folk, der gerne vil giftes igen, men vægrer sig ved kirkerummet, fordi de et eller andet sted ikke finder sig selv værdige – og så foreslår de kolonihaven eller stranden ved sommerhuset. Er det virkelig sådan, at den synd at blive skilt er så meget større end alle andre synder, så man ikke kan være en del af den menighed, der i forvejen består af syndere?
I hvert fald skal man som skilsmisseramt lede længe efter en bøn i salmebogens afsnit med bønner, der endda blev helt nyskrevet i forbindelse med den nuværende salmebog fra 2002. Der er bønner for den der er i fængsel, den søvnløse, den stressede, den der skal opereres, og mange flere. Men ikke én eneste bøn at bede for den skilte. Jeg håber det er en forglemmelse, for det er vel ikke sådan, at den skilte ikke er rigtig velkommen sammen med alle andre ufuldkomne i Guds menighed?