Præstemangel er en tikkende bombe under folkekirken

Præstemangel er en tikkende bombe under folkekirken

Præsteforeningens formand Pernille Vigsø Bagge og biskop Thomas Reinholdt skriver i Jyllands-Posten den 3. oktober dette fælles læserbrev om præstemangel

Vi er en gruppe medarbejdere, der med jævne mellemrum iklæder os lange sorte kjoler med hvide tallerkenagtige kraver, og som kan en hel del mere end vores Fadervor.

Vi er teologer, som varetager opgaver, der er af afgørende betydning for vores folkelige fællesskaber, for samfundets sammenhængskraft og for befolkningens adgang til åndelig føde.

Vi bærer et ansvar for begravelsesvæsen og personregistrering. Vi står til rådighed med sjælesorg og eksistentielle samtaler for indlagte på sygehuse, studerende under uddannelse, indsatte i landets fængsler og socialt udsatte. Vi byder enhver borger i dette land velkommen til dialog og kirkerum. Vi forvalter gudstjenester, kirkelige handlinger, undervisning, folkeoplysning og samarbejde med andre sektorer, private som offentlige.

Men der er alt for få af os. Rekrutteringsproblemet, som er velfærdssamfundets allerstørste udfordring, har ramt folkekirken hårdt og med ganske alvorlige konsekvenser til følge.

Vi har afgivet en helligdag, så landets fysiske forsvar kan opgraderes. Men der må og skal komme en reel besindelse på, fra politisk hold, at uden det åndelige forsvar, som landets folkekirkepræster forvalter, er vi som folkeligt fællesskab ilde stedt. Landets sognepræster udfører et omfattende arbejde, som ofte er usynligt for mange, for sognepræsten går på husbesøg hos den ensomme i huset på landet, og hos dén der har mistet. Der gøres en indsats for at indgyde livsmod og hjælp til forståelse af det vanskelige liv, vi sammen lever.

Alene i Aalborg Stift var der i 2022 30.000 kirkeligt-kulturelle arrangementer. Vel at mærke ud over gudstjenester og andre kirkelige handlinger, som i gennemsnit havde 43 deltagere. Folk valfarter i hele landet til sogneaftener, strikkecafé, kirkekoncerter, samtalegrupper, studiekredse og babysalmesang. Folkekirken er landets største kulturudbyder og livsfortolker. Den livsoplysning som folkekirken står for er uvurderlig og bør fastholdes.

Men Aalborg stift, som desværre ikke skiller sig ud hvad angår præstemangel, har ud af sine ca. 210 præsteembeder, hele tiden 20 ledige stillinger, som ikke umiddelbart kan besættes fordi præstemanglen nu er så alvorlig, at der typisk kun er to ansøgere, når et præsteembede opslås. I 2022 var der 40 stillingsopslag i stiftet i alt; altså knap 20 procent af embederne er i opslag. Det er samme tendens i hele landet og særligt uden for Aarhus og København.

Det er en tikkende bombe under folkekirken og under befolkningens adgang til åndelig oprustning i en tid med stærkt behov for ro, tro, tillid og tryghed.

Så når kirkeministeren også skal styrke udviklingen af landdistrikterne og et sammenhængende Danmark, er det oplagt, når Folketinget samles den første tirsdag i oktober, at der fra kirkeministerens side fremlægges følgende forslag:

  • Der skal afsættes 20 millioner på finansloven til rekruttering og fastholdelse af præster, særligt i landets yderområdet.
  • Der skal nedsætte et hurtigt-arbejdende udvalg, der laver en model for økonomisk udligning mellem folkekirkens sogne, provstier og stifter og som undersøger muligheden for en mere demokratisk forvaltning af landskirkeskatten og fællesfonden.
  • Der skal sikres større optag på teologistudiet, ordentlig finansiering af samme, og en mere smidig adgang til den alternative præsteuddannelse, kaldet §1A.
  • Der skal være forbedret praktik på pastoralseminariet og afsættes en pulje der muliggør præstepraktik udenfor de største byer.
  • Bevarelse af middelalderkirker skal være en national opgave i en tid, hvor bæredygtighed og fokus på energiforbrug har enorm betydning for klima og miljø. Den nationale kulturarv er også en national opgave.

 

Der skal ske noget nu, og når Folketinget åbner første tirsdag i oktober, befinder vi os allerede i 11. time.


Kategorier:
Præsteforeningen