Pressemeddelelse

Pressemeddelelse

Folkekirkens personalegrupper udtrykker bekymring over Landsforeningen af Menighedsråds ambition om at blive forhandlingsberettiget arbejdsgiverorganisation

x
Præsteforeningen har modtaget nedstående pressemeddelelse fra kirkefunktionærernes faglige organisationer.

Præsteforeningen deler bekymringen. Præsteforeningens formanden udtaler: ”Vi synes i hovedbestyrelsen, at det giver anledning til stor bekymring, når Landsforeningen vil være Folkekirkens Arbejdsgiverorganisation. Hvad er det egentligt Landsforeningen har gang i? Hovedargumentet er, at den danske model skal indføres i folkekirken. Men den er allerede indført, idet Moderniseringsstyrelsen og Kirkeministeriet repræsenterer den offentlige arbejdsgiver i forhold til overenskomster, der indgås med de forhandlingsberettigede organisationer på kirkefunktionærområdet. Så vi har den danske model. Hvorfor Landsforeningen vil skrive Kirkeministeriet, som er garant for de overordnede sammenhænge, ud af den model ved at oprette Landsforeningens egen Folkekirkens Arbejdsgiverorganisation, står hen i det uvisse, ligesom det gejstlige tilsyns rolle er uklar”.

Pressemeddelelse

Udtalelse fra fællesmøde for kirkefunktionærernes faglige organisationer d. 27. juni 2019

Folkekirkens personalegrupper er stærkt bekymrede over Landsforeningen af Menighedsråds ambition om at blive forhandlingsberettiget arbejdsgiverorganisation.

Formænd og repræsentanter fra ni faglige organisationer, der repræsenterer ca. 8.500 kirkefunktionærer i folkekirken har været samlet til stormøde.

Kirkefunktionærorganisationerne ønsker Joy Mogensen tillykke med udnævnelsen som kirkeminister og ser frem til et godt samarbejde.

På mødet drøftede man den aktuelle politiske situation og strategi i forhold til de fælles udfordringer, man oplever på den folkekirkelige arbejdsplads.

Medarbejderne er repræsenteret i så godt som alle grene af kirkens funktioner og udgør en væsentlig ressource i folkekirkens drift og udvikling. Medarbejderne sidder inde med en erfaring og faglig viden, som helt naturligt bør inddrages, når der tages afgørende beslutninger for folkekirken, lokalt som centralt.

Medarbejderne ønsker sikkerhed om deres ansættelses- og arbejdsforhold og er i stigende grad utrygge ved udmeldingerne fra Landsforeningen af Menighedsråd. Gennem flere år har Landsforeningen forsøgt at italesætte sig som arbejdsgiverorganisation med ønske om fuld forhandlingsret dog uden at gøre det klart, hvilken vision der ligger bag, eller hvad man ønsker at ændre i de aftaler og overenskomster, der arbejdes efter. Folkekirkens ansatte ønsker ikke at være brikker i et eksperiment, der afgørende vil rykke ved magtbalancen i folkekirken og i forholdet mellem kirke og stat og ser ingen grund til at ændre på, at folkekirkens overenskomster aftales med Kirkeministeriet/Moderniseringsstyrelsen.

De faglige organisationer appellerer til en bred drøftelse af folkekirkens forhold, hvor alle aktører på kirkens område inddrages, så der sikres en solid folkelig og politisk opbakning bag folkekirken også i fremtiden.

x


Kategorier:
Præsteforeningen