Undgå restskat
PFA gør opmærksom på, at Præsteforeningens medlemmer pr. 1. april 2019 begyndte at indbetale overenskomstmæssige pension hos PFA. De tre første måneder af året, er den overenskomstmæssige pension indbetalt til Velliv. Det har forskellige skattemæssige betydninger.
Ratepension: Har du indbetalt til andre end PFA i 2019?
PFA indberetter til Skat, hvor meget du har indbetalt til din pension i 2019, men da din pensionsordning først blev overført til PFA 1. april 2019, mangler der tre måneder i det regnestykke. Det har desværre ikke været muligt for PFA at få oplyst, hvor meget du har indbetalt til Præsteforeningens tidligere pensionsselskab Velliv, og derfor skal du selv være opmærksom på, hvor meget du har indbetalt.
Maksbeløb på ratepension
Det beløb du maksimalt kan indbetale og få fradrag for på ratepensionen og ophørende livrenter er i 2019 på 55.900 kr. Det er et maksbeløb, der gælder uanset, hvor meget du har indbetalt i Velliv, hvad du indbetaler gennem din pensionsordning i Præsteforeningen, og hvad du eventuelt betaler til en privat ordning i banken.
Undgå restskat
For at sikre, at du får betalt det rigtige beløb i skat for 2019, skal du være opmærksom på, om du har indbetalt til ratepension i de tre første måneder af 2019, hvor du havde din pension i Velliv. Eller hvis du har indbetalt til en privat ordning ved siden af din ordning i Præsteforeningen. Hvis det overstiger maksbeløbet, skal du rette oplysningerne på din årsopgørelse på skat.dk
PFA kan hjælpe dig
Hvis du er i tvivl om, hvor meget du har indbetalt, hvordan du indberetter eller andre ting, så tøv ikke med at kontakte PFA. Du kan ringe til PFA Rådgivningscenter på 70 12 50 00 – også mellem jul og nytår.