Afskaffelsen af Store Bededag

Afskaffelsen af Store Bededag

Afskaffelsen af Store Bededag er et stort indgreb i arbejdsmarkedet, og måden man planlægger at tromle forslaget igennem på, vidner om en manglende forståelse for forholdet mellem kirke og stat.

Desværre virker det også som om, at Kirkeministeriet slet ikke længere forstår sig selv som broen mellem Folketinget og folkekirken, som det ellers har været både intentionen og praksis tidligere.

Det undrer os i Præsteforeningen, når ministeren, som anført i kirke.dk, kun angiver at ville tale med biskopperne, når så væsentligt et anliggende kommer på tale. Og har der reelt været en dialog med biskopperne?

Som faglig organisation for landets præster, provster og biskopper har vi en forventning om en god og tæt dialog med ministeren om rammerne og vilkårene for folkekirkens gejstligt ansatte.

Vi har temmelig mange sager, der trænger sig på om både folkekirkens finansiering, arbejdsmiljøet og nu også afskaffelsen af en helligdag.

Det ville være klædeligt, hvis kirkeministeren rakte ud til folkekirkens ansatte og tog en dialog om, hvad der er muligt og gangbart. Og om hvordan vi finder de gode løsninger for folkekirken som arbejdsplads og institution.


Kategorier:
Kirkepolitik