Caroline Kollenberg Thisted blogger om at få et nyt præsteembede
Mit hjerte altid vanker
x
Af sognepræst Caroline Kollenberg Thisted, Værløse og Hareskov, TR i Ballerup-Furesø
Sommeren og efteråret bar præg af flyttevirkeligheden. Alt var nyt alle steder. Hvordan fordeler I arbejdet her? Hvem bistår med hvad? Hvordan er de implicitte aftaler og alle vanerne? Og økonomien – er der definerede råderum? Nogen, der skal spørges om lov?
Det, jeg havde været vant til fra gammelt embede, var mange gange helt anderledes det nye sted. Det var ikke så overraskende; men jeg måtte montere nogle meget store ører og inkorporere spørgsmålstegn i lang tid, for at forstå; hvordan hverdagen rullede og hvordan planlægningen flød bedst, og hvad der forventedes af mig. Særligt det sidste var lidt utydeligt, så jeg endte med at melde ud, at jeg måtte have tid til at betragte før, jeg kunne bidrage. Jeg ville mao selv være utydelig og blot en lyttende skygge, der ikke opfandt alt muligt nyt. Det var rart at få sagt.
Hjemmet kom ikke i ro. Vi brugte mange kræfter på at holde fællesskabet i vatter; teenagebørn har udsving, nyflyttede teenagebørn har flere. Så billederne blev ikke hængt ret hurtigt op og der mangler stadig indretning sine steder. Det var vigtigere at have tid til at stabilisere hverdagen for familien. Tag ikke let på, at det at rive alle op med rod, er sammenligneligt med den krise, der følger efter død og skilsmisse. En flytning er noget man sammen må komme bedst igennem.
Boligen var heller ikke i ro, for ud af det blå sattes boligkvadratmeterne op fra 93 til 160. Ingen kunne helt forklare hvorfor, men varmeregningen steg ganske betragteligt. Den sag er endnu ikke afsluttet.
Og så var der ferieregnskabet… for når man embedsflytter udbetales hele ens ferie til feriepenge og det er i sig selv ikke noget problem. Der kan være lidt med, hvor mange feriedage, der kan afholdes, men overordnet, så fungerer det. Bortset fra at man skal gemme sine feriepenge, til de måneder, hvor man bliver trukket i løn. Den slags er ikke ret indlysende, hvornår sker. Og så særligt; feriepenge kan ikke overføres, så al ferie skal afvikles. Et nyt sted. Som har været vakanceramt. Det er ikke så sjovt at skulle bede om fri. Og slet ikke sjovt midt i en ny ferielov, ikke at kunne overføre en uge. Sådan var der efterveer en tid.
Langsomt og alligevel overraskende hurtigt indfandt sig forståelse og vaner; og hvis vi går og tror at kirkens grundfæstede traditionsinsisteren er hul og tom, så må jeg slå fast; Rør blot ikke ved min gamle jul! For da kalenderbladet vendte og adventstiden tog sit indtog. Da lyskæder blev hængt op, salmer valgt til juletiden, da de gamle småkageopskrifter blev fundet frem og det yngste barn satte velkendte nisser i nye vindueskarme, da kom vi hjem. At holde jul, med julefilm og juledufte, med adventskrans og kærkommen familiebesøg, alt det gjorde, at vi tog det nye liv på os. Som en lysets rustning. Og dét gav os kræfter til at gå ind i det nyt år.
Vi havde brugt lang tid på at finde os til rette, men at synke ned i et julestille hjem i de hellige dage, det gav hjertet ro.
Ak, kom! jeg vil oplukke
mit hjerte, sjæl og sind
med tusind længselssukke,
kom, Jesus, dog herind!
Det er ej fremmed bolig,
du har den selv jo købt,
så skal du blive trolig
udi mit hjerte svøbt.
Hans Adolph Brorson 1732
x