Caroline Kollenberg Thisted blogger om “Kerygmatisk ledelse” – i sognet
Hvad gør man så?
Et arbejdsfællesskab er et orkester. Selvom nogle spiller et solostykke fra tid til anden, så er det helheden, der giver klangen. Den kirkelige arbejdsplads bliver næppe mere fuld af englesang end andre arbejdspladser, men vi kan bestræbe os på at spille rent og purt også i den indbyrdes omgang med hinanden.
Først må man derfor få overblik over sin instrumentpakke. Er der flere strygere end slagtøjsfolk? Mangler der en hel gruppe eller er der nogen, der spiller for højt? Og når man har overblik, så ved man, hvilke melodier, der kan spilles. Det væsentlige er ikke at få en anden pakke, andre folk, men at arbejde med dem man har. Altså indgå relationer, som sammen kan forstå at spille en fælles melodi. De steder, hvor alle kender klangen, der er ledelsen ikke ret fyldig. Det behøver den ikke være. Andre steder må, som nævnt i sidste indlæg, oboen rejse sig igen og igen og slå tonen an hele raden rundt. Blive ved at minde om det fælles, om den opgave kirken løfter sammen og lokalt.
Og her træder ledelsen ind, for måske er der flere, der gerne vil være obo? Da opstår en kamp om den uformelle ledelse. Et magtrum er nemlig aldrig tomt.
Så. Hvad skal bestemme? Efter hvilken pibe, skal kirken ledes? Efter et gammelt regulativ for en organist? Efter en kirketjener, der skurrer i trivselsudfordring? Efter et uerkendt ’plejer’? Eller skal menighedsrådet slå tonen an? Eller… har præsten netop som pastor, som hyrde, som forkynder, rent faktisk noget at byde ind med – om ikke med englesang, så dog med klang?
Det mener jeg, men ikke alene. For klang og forkyndelse må følges af administration og organisering. I det daglige var det derfor afgørende at såvel jeg, som daglig leder, og rådets kontaktperson havde fingeren på pulsen og dermed holdt rytmen. Ingen af os er uddannede ledere med års erfaring og kurser, men sammen kunne vi finde vej. Vi re-professionaliserede ledelsesrummet i erkendelsen af at ene, kunne ingen af os. Men med stiftet som sparring og Landsforeningen som støtte, forsøgte vi at få et formelt ledelsesrum op at stå.
Det siger sig selv, at hverken en daglig leder eller en kontaktperson kan handle på egen hånd. Rådet er bagstopper; som reference både når en beslutning skal træffes og man som leder må pejle ud fra den beslutningsramme og retning, der er givet rådet, og ligeså væsentlig som den part, der må høres, når en beslutning overstiger en simpel, dagligdags effekt. Så vi var to og vi handlede konsekvent loyalt.
Så hvad må man gøre? Man må få overblik over betjeningen. Man må gå flere sammen. Man må lytte mere end tale. Man må gå i sit lønkammer og vurdere om menneskesynet og forkyndelsen skinner ind i ledelsesrummet. Man må bede en lille bøn om, at ikke kun dronninger og regeringer, men alle magthavere, må handle i overensstemmelse med Guds vilje og at Hans beskærmende hånd favner også en enlig lille daglig leder.
Og alt det betyder at ledelse ikke foregår fra et ophøjet podie men på gulvet, midt iblandt os, dér hvor Guds rige er tilstede. For kirke er egentlig, at vi deler liv og brød, og ledelse må, når den er pastoral og efter min opfattelse, afspejle Guds ord og kristendommens tone om at vi er ét folk. Hans folk. Og der er der ikke forskel på at være; jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for vi er alle én i Kristus Jesus. Og der er derfor heller ikke forskel på at være leder og at blive ledet. Kirken er et stort fælles vi og vi bærer et fælles ansvar. Det er nok den største opgave at få formidlet som præst og daglig leder. Altid at få forkyndt at vi er sammen i ligeværd og at os og dem ikke findes. Ideelt set.
Ledelsesrummet lukker derfor med et ydmygt Amen og åbner med at Herren være med os alle.
x