Egil Hvid-Olsen blogger om præsten og juleprædikenen
Det bliver vist en kort juleprædiken i år
x
Af sognepræst Egil Hvid-OIsen, Grindsted
Jeg har svigtet min menighed. Både børn og voksne! Samvittigheden er sort som decembernatten.
I år har jeg ikke set nogen TV-julekalender. Jeg er faktisk ikke engang klar over, hvad det er, der vises på de enkelte kanaler.
Jeg kan lige så godt sige det, som det er: Jeg er blevet for gammel.
De seneste 20 år har jeg troligt fulgt med i julekalenderen sammen med mine børn, og hvert år d. 24. december har jeg i større eller mindre grad henvist til en eller flere af TV-julekalenderne i min prædiken. Det er der kommet mange dybsindigheder ud af. Og alle har været glade. Både børn og voksne.
Men nu er jeg blevet for gammel.
Der var ingen børn, der gjorde mig opmærksom på, at jeg skulle tænde for fjernsynet d. 1. december, for de er fløjet fra reden.
Faktisk har jeg slet ikke sørget for, at kukkassen fungerer, efter at menighedsrådet har skiftet udbyder for flere måneder siden.
Det er endnu et tegn på, at jeg er faldet af på den: Jeg ser ikke TV længere.
Jeg hører radio!
Og ikke nok med det… Jeg lytter til P1. Ja, jeg giver tilmed Radio 4 – bonderøvskanalen – en chance ind imellem.
Og aviser … sådan nogle læser jeg. Ikke på papir, bevares! Man har vel lidt stolthed tilbage. Men på min lille telefonskærm (fordi jeg er blevet for doven og affældig til at finde min i-Pad, som jeg ikke kan huske, hvor jeg sidst lagde fra mig).
Jeg ved det godt. Hvis jeg ikke passer på, begynder jeg snart at læse bøger!
Men fjernsynet kan jeg bare ikke få tændt. Ikke engang i december. Og det må menighedens bøde for!
Det er slemt nok. Men hvad med mig? Hvad skal jeg dog tale om, når jeg ikke kan gribe til vort fælles erfaringsgrundlag?
Det bliver vist en kort juleprædiken i år.
Det er der nok også nogle, der vil sætte pris på. Man må jo se de fordele, der er.
Men hvad gør jeg?
Jeg kan jo ganske kort, men dybtfølt erkende, at jeg har svigtet min menighed.
Hvis jeg lader stemmen dirre lidt, kan jeg måske vække deres medfølelse.
Jeg kan jo starte med:
”Kære menighed. Kære børn. Kære voksne. Jeg har svigtet jer. I år har jeg ikke set julekalender i TV, og derfor kan vi ikke glæde os sammen om den handling, alle undtagen jeg har fulgt med i gennem den seneste lille måneds tid. Jeg beklager dybt, men ser et lille lys i mørket, for det var netop sådan en som mig – sådan en, der skuffer, sådan en, der ikke tænker på andres behov, sådan en, der læser avis og lytter til radio – kort sagt: en synder… det var sådan en som mig, Gud lod sig føde på jorden for at erklære sin grænseløse kærlighed til.”
Jo, jeg tror, der er noget dér, der kan bruges…
x