Hanne Dahl blogger om erfaringerne med Drop in-dåb

Hanne Dahl blogger om erfaringerne med Drop in-dåb

Om dåb som medicin mod landsdækkende sorgpsykose

Af Hanne Dahl

Jeg har fået til opgave at lukke ballet. Ballet om drop-in dåb. Seks uger i træk har det været temaet for den ugentlige blog. Mange sten er blevet vendt, og alle læserne er vist blevet klar over, at vi der har prøvet at stå i kø ved døbefonten, er begejstrede.

Hvad mere er der så at sige?

Jo i en tid, hvor landet synes at have været ramt af noget, jeg bedst kan karakterisere som en blanding af dårlig splatterfilm og sorgpsykose, synes der at være brug for medicin. En stærk en af slagsen. Her virker det på sin plads at uddele en ordentlig skefuld Jesus ord: Gør alle folk til mine disciple, idet I døber dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn … Og se jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende.

Når jeg karakteriserer forrige uge som en blanding mellem splatterfilm og sorgpsykose, så tænker jeg på to begivenheder, der fyldte i det folkelige landskab.

Først var der knæk cancer-kampagnen, der kulminerede i et stort TV-show om lørdagen. DR’s P2 fulgte det op med en uge, hvor Lotte Heise podcastede om tab, og på Alle sjæles dag, var der mindeaften. Lytterne skrev ind med minder og ønskede musik til eller for deres døde.

Alt imens horder af unger klædt ud som alt muligt uhyggeligt samlede slik i deres store orangefarvede spande.

Intet af det, var selvfølgelig i sig selv hverken psykotisk eller uhyggeligt. Og så alligevel. Lotte Heises podcast, havde som underliggende præmis, at den der sørgede, som udgangspunkt altid blev svigtet af omgivelserne. Jeg tror ikke, hun har ret. Det er ensomt at sørge, men ensomheden er ikke nødvendigvis udtryk for svigt. Det er udtryk for at man har det så rædsomt, at man ikke kan forvente, at nogen hverken deler, eller forstår det.

Tanken om svigt ved sorg lå dog fint i tråd med det nationale forskningscenter for sorg, der med super timing havde lavet presse release på en undersøgelse, der viser hvor mange unge, der savnede plads i en sorggruppe efter dødsfald i den nære familie. En undersøgelse hvor man også konkluderede, hvad det dog ikke koster samfundsøkonomisk, med al den ubehandlede sorg. Og inden du dømmer mig som kyniker, så vær ikke i tvivl, jeg ønsker alle børn og unge en plads i en sorggruppe. Men der er noget ved sorg, som ikke er en diagnose og som ikke kan behandles ud fra et samfundsøkonomisk perspektiv.

Nu spørger du dig selv, og jeg har tabt tråden. Har jeg glemt at jeg skulle skrive om drop-in dåb. Nej, ingenlunde.

For mod både uhygge og kollektiv sorgpsykose har vi et middel. Det er evangeliets ord om, at Jesus er med os alle dage indtil verdens ende. Ikke indtil vi bliver træt af ham. Ikke indtil han bliver træt af os. Ikke indtil nogen vi elsker dør. Ikke indtil vi afviser tanken om både ham og hans far, fordi vi har mistet en kærlighed, der syntes umistelig. Ikke indtil vi dør.

Nej Jesus er med os, alle dage indtil verdens ende. Og den er ikke kommet, også selvom man kunne tro det, når alle børn i skolealderen har fået økser og knive i hovedet, hvis de da ikke er blevet til Zombier.

Vi drop-in døber fordi Jesu ord ved dåben, er den stærkeste medicin der kan gives. Ikke noget quick-fix, der fjerner smerten ved sorgen. Men en stædig insisteren på, at vi alle altid er omsluttede af kærlighed.

Med dåbens ord, vil vi også næste år gå nok en Alle Helgens søndag i møde. Vi vil møde vores kirkegængere med et: ”Ven, det er hæsligt at miste. Det kan ingen tage fra dig. Eksistentielt set er du altid alene i sorgen. Ingen kan føle tabet, præcis som du føler det, men Gud har talt gennem sin søn. Han er med os alle dage, indtil verdens ende.”

 

 


Kategorier: Blogindlæg