Thomas Gudbergsen skriver om at arbejde som præst på sygehus

Thomas Gudbergsen skriver om at arbejde som præst på sygehus

Med sygehuspræsten på arbejde – sjælesorgens specielle ’Sitz im Leben’[1]


Af Thomas Gudbergsen, Sognepræst i Tveje Merløse og sygehuspræst på Holbæk Sygehus

Sjælesorgens specielle ’Sitz im Leben’
Temaerne som sygehuspræsten møder adskiller sig ikke væsentligt i forhold til almindelige præsters sjælesorgsopgaver. Sognepræster oplever også at møde sorg, tab og meningsløshed. Forskellen kan siges at gå på intensiteten i lidelsen og hyppigheden af tilfældene.

Den livstruende diagnose og sygdom opleves af patient og pårørende voldsommere end eksempelvis tabet af en forældre, hvilket ofte er afsættet for sognepræstens sjælesorg i begravelsessamtalen. Den forventningsfulde unge mor på fødegangen, som uden varsel må gøres bekendt med at barnet er dødt, græder voldsommere end forældreparret, der må erkende, at deres barn ikke trives i skolen. At være vidne til hustruen der med børnene i hånden skal ind og sige farvel til far, der ligger trafikdræbt på båren i fremvisningsrummet, tatoverer sig ind i sindet hos alle, der har oplevet det.

Det er generelt farligt at gradbøje tabsoplevelser. Intet tab og ingen sorg må negligeres. Ikke desto mindre er det virkeligheden, at sjælesorgsopgaverne på et somatisk hospital er præget af større voldsomhed og intensitet end sjælesorgsarbejdet er i det gængse præstearbejde, og de forekommer ofte. Så meget til baggrund for det følgende, som kortfattet skal forsøge at skitsere sjælesorgssamtalens forudsætninger og indhold.

At møde den anden
Den første opmærksomhed der bør skænkes mødet med patienten er, hvad ens sanser fortæller om patientens tilstand, både fysisk og psykisk. Altså, hvad ser jeg, hvad hører jeg og hvad lugter jeg. På samme måde skal man være klar over, at patienten også aflæser præsten. Det betoner, at mødet med det andet menneske er før-verbalt og før-bevidst. De første indtryk dannes ud fra sansereceptoriske iagttagelser af den anden. Man ser den syge ligge i sengen, hospitalsudstyret og man lægger mærke til dets lyde. Ligeledes hører man støn eller andre udtryk for smerte. Lugtesansen fornemmer sveden eller den dårlige ånde.

Det kan være fornuftigt at ’planlægge’ mødet med den syge på forhånd inde i sit hoved. Men den vigtige erkendelse, at i mødet med den alvorligt syge lytter sanserne, før intellekt og ord begynder deres arbejde, gør det umuligt på forhånd at vide særligt meget om, hvordan mødet bliver. De sanse-fænomenologiske iagttagelser overhaler indenom.

Som udgangspunkt ligger patienten ned. For at forsøge at undgå en magtubalance, bør præsten sætte sig ned så hurtigt, det kan lade sig gøre. Hermed møder præsten i højere grad patienten i øjenhøjde. Det signalerer tillige, at sygehuspræsten ikke har tænkt sig at gå lige med det samme. At præsten har tid.

Nærvær
Når man har hilst på patienten, skal der skabes en tillidsfuld kontaktflade. I dette nærvær skal samtalen leve, og jo ringere nærværet opleves af patient (og sjælesørger), jo dårligere trives samtalen. At foranledige kontakt og nærvær beror mere på kunst end på teknik, som også præst og psykoterapeut Bent Falk taler om det. Igen skal man her betænke de meget anderledes ydre omgivelser, der er på et sygehus i forhold til hjemlige og hyggelige rammer, hvor patienten ellers ville have været mere tryg ved tale om svære ting.

Nærvær handler som ordet siger om at være nær. Være nær på en autentisk og opmærksom måde – uden at overtage patienten, som psykologisk talt i sin sårbarhed måske let kan signalere at ville overtages. Fysisk er man nær ved patienten ved at man sidder på en stol så tæt på patienten, at man eksempelvis nemt kan holde vedkommende i hånden, hvis patienten påskønner det. Hvilket patienten ofte gør.

Nærværets værdi
Hverken præst eller sundhedspersonale kan fjerne sygdommens uomtvistelighed fra den anden. Noget så naturligt som legemets forfald, og i sidste ende døden, er hver eneste gang for den enkelte en ensom erkendelse. Det tydeliggør, hvor vigtigt det er som et minimum at forsøge at skabe et rum for at dele det, der dog kan deles. Bagefter kan samtalen stå for patienten som det rum, man kan gå ind i og tænke videre ud fra. En patient skulle ifølge en sygeplejerske have sagt: ’Nærværet med sygehuspræsten gav det tungeste i mig vinger, de mørkeste sider af mig fik et skær af lys’. Derved bliver nærværet, som forudsætter det gode møde, et bærende element i sjælesorgen. Let karikerende kan vi tegne følgende billede: Den rene medicinske faglighed bliver i forholdet til patienten på strandbredden, hvor der er fast grund under fødderne og evidens for det, der handles på. Humanistiske fag som eksempelvis psykologien går med ud i vandet til navlen. Den nærværende samtale, som hvilken som helst person kan indgå i, går med ud, hvor ingen kan bunde. For det er der, den kriseramte patient i grunden er. For en stund sammen med et andet menneske. I al evighed sammen med Gud.

[1] Dele af denne klumme er et forkortet og redigeret uddrag af min artikel ”Det samtalende nærværs bærekraft i relation til den palliative patient – med afsæt i tanken om at turde være til stede som den sårbare helbreder”. Omsorg nr. 4 (2018).


Kategorier: Blogindlæg