Thomas Gudbergsen skriver om at arbejde som præst på sygehus

Thomas Gudbergsen skriver om at arbejde som præst på sygehus

At være præst på et somatisk sygehus – generelle overvejelser om fagets rammesætning


Af Thomas Gudbergsen, sognepræst i Tveje Merløse og sygehuspræst på Holbæk Sygehus

At være præst på et somatisk sygehus adskiller sig fra den almindelige sognepræsts arbejde på afgørende punkter. Jeg vil i denne første maj-klumme skrive kort om sygehuspræstens anderledes arbejdsrammer og teologiens fremmedhed på en naturvidenskabelig institution.

Rammer
Rammerne for præstearbejdet på et sygehus er ganske anderledes end for almindelige præster, og må derfor tages i betragtning. For det første er de fysiske rammer anderledes. Bygningsmassen er stor eller meget stor, og særligt sammen med det moderne medicinsk-tekniske udstyr signalerer dette, at her tages hånd om selv de sværeste tilfælde.

Side om side med de kliniske farver og det nyeste udstyr, som radierer hjemsted for styrke og kontrol, ligger den svage, magtesløse og trætte patient. Det fordrer evner hos sygehuspræsten til at kunne arbejde inden for rammer, som er uvante for det kirkelige vanligvis langt højere æstetiske ideal.

Dernæst er tempoet i arbejdsgangene på et sygehus højere end i kirken. I forhold til patienten tages beslutninger, handlingsplaner lægges, og det hele føres ud i livet samme dag eller snarest efter.

Det opildner til en snarhed og en fleksibilitet også hos sygepræsten, som til eksempel må holde sig orienteret om, hvor patienten er henne i huset i forhold til sidste samtale. I et hektisk hus, skal præsten så godt det er muligt formå at skabe rammerne for ro, langsomhed og nærvær i den sjælesørgeriske samtale. I forhold til hurtigheden er det interessant, at der i en artikel i Præsteforeningens Blad fra 1955, ”Præstegerning på hospital – Overvejelser og erfaringer” allerede der tales om det ’forcerede tempo og med en patientfluktuation, som var aldeles ukendt bare for 25 år siden’ (PfB nr. 38 (1955), 689-694 (691)).

I krisesituationer som nøddåb, traumer eller nødvielser kan tempo og intensitet skrues yderligere i vejret. Sygehuspræsten må her i en særlig grad være i stand til at skabe overblik i forhold til, hvad der er brug for, og kunne handle hurtigt. En sygehuspræst må i det hele taget evne at bevare roen, udholde at være vidne til stor menneskelig smerte, kunne tåle at se eksempelvis blod, og formå at være til stede under kraftigt gråd og sorg.

Teologiens fremmedhed
Man kan tale om teologiens fremmedhed på et naturvidenskabeligt sted som et moderne sygehus er. Et up-to-date hospital er sat i verden for at definere et problem (diagnosticere) og løse det (helbrede). I mødet med det står sygehuspræsten repræsenterende en ikke-falsificerbare teologi. Teologiens filosofiske og langt blødere væsen anses af nogle som en fejladresseret genstand på et sygehus. Sygehuspræsten må derfor kunne leve med en vis modstand, indtil det går op for folk, at det pastorale og teologien i høj grad har noget at bidrage med på et moderne hospital. Både for personaler, patienter og pårørende. Det viser sig nemlig hurtigt, at meget af det, der er i spil på et sygehus lige netop ikke kan ordnes og fikses.

Eksempelvis rummer bibelteksterne et sprog fra en erfaringsverden, som harmonerer med det metafysiske, som ofte påkaldes i nødens stund, og som derfor bedre kan bære, når den fysiske verdens sprog truer med at måtte give op. Erfaringen fra sygehuspræstearbejdet er, at mennesker i meget alvorlige situationer ikke kan nøjes med et sprog, der tager udgangspunkt i det, der kan måles og vejes. Der er brug for et sprog og et håb, der rækker ud over.

Også skabelsestanken og mennesket set som værende et billede af Skaberen selv har en relevant valør for det teologiske arbejde på et sygehus. Denne indgang ligger også op til, at det teologiske og det medicinske fag kan lære af hinanden. Det er et godt afsæt, når man kommer på et fremmed sted, at man mener og tror, man kan lære noget af dem, man får lov at færdes iblandt.

Skabelsesteologien har gavn af studiet af det legemlige og det fysiske for at aktualisere sig selv og forstå sig selv i en levende verden, der er domineret af en videnskabelig tankegang. Teologien siger ofte, at mennesket er et billede af skaberen og skabt i Guds billede. Men hvad betyder det for mennesket? Det medicinske fag kan tilføje relevant viden om, hvad et menneske rent fysisk består af. Det gør det teologiske udsagn langt mere konkret.

På en og samme tid har den naturvidenskabelige måde at se mennesket på også brug for det skabende og opretholdende sprog fra teologien for at bevare et værdigt og holistisk menneskesyn. Ligeledes er skabelsestanken gavnlig for den enkelte patient, der kæmper med angst og skyld i forhold til sygdommen. At være menneske udsagt af en langt højere autoritet giver en samlet sum, der er større end livets samlede nederlag og sejre. Det er med til at placere det endelige ansvar for menneskets tilværelse, inklusive sygdommen, uden for det selv. Hos Gud.

 


Kategorier: Blogindlæg