Tine Årup Illum skriver den traditionelle juleblog

Tine Årup Illum skriver den traditionelle juleblog

NU – Mellem evergreen og døgnflue. Nihil extra usum


Af sognepræst Tine Årup Illum, Sdr. Bjert

Hvor mange gange skal vi synge ”Et barn er født i Betlehem”? Og kan vi sætte elektriske lys på juletræet?  Hvor lang tid skal der gå, før noget er en tradition? Og hvor lang tid, før det ligefrem er noget, vi ALTID har gjort? Hos os er julenatgudstjenesten en nærmest ufravigelig tradition, – men før 2004 havde vi ingen julenatsgudstjeneste. Adventskransen fornemmer vi også som fuldstændig fast inventar i kirkerne – selvom den vist nok blev indført i kongehuset (og dermed i Danmark) for præcis 100 år siden, nemlig i 1918. Og for 200 år siden var ”Stille Nacht” en ganske nyskrevet salme. Hvad er døgnflue, og hvad er evergreen? Hvad bliver en elsket tradition, og hvad går i glemmebogen? Det afhænger af praksis og ikke af teori. Det afhænger af, om f.eks. en salme bliver brugt og elsket, eller om den glemmes og uddør. Men evergreen-kriteriet er ikke et sandhedskriterium. Døgnfluer lyser dog smukt, så længe de lyser. Det, vi kalder ”stedsegrønt”, – f.eks. juletræer – mister på et tidspunkt nålene. Det ved vi, der hårdnakket holder på, at vi har juletræet stående til helligtrekonger.

For et stykke tid siden faldt jeg ind i en sammenhæng, hvor der blev diskuteret salmer. Det, man kaldte ”klassiske” evergreens versus moderne døgnfluer. Mon ikke alle præster kender til den diskussion. På et tidspunkt blev det åbenbart for meget for en af deltagerne, der udbrød: ”Jamen, så lad os da bare beslutte, at vi ikke vil synge noget som helst, der nogensinde har været nyt!” Der blev helt stille. Så brød latteren løs. Alle kunne vist se, at præmisserne ikke holdt.

Vi tænker vel også ofte om vores gudstjenester – og måske allermest om julegudstjenesterne – at de er stedsegrønne. Og jeg har da også svært ved at forestille mig ikke at begynde med ”Det kimer nu til julefest”. Samtidig vil jeg gerne overraskes, fornemme en levende puls. I gudstjenesten kommer den levende Kristus os i møde NU. Det tror vi på. Igennem et par tusind år har vi så – ud fra vores tro, vilkår og kultur – forsøgt at gestalte netop den (jule)gudstjeneste, der bedst muligt gav ”ordet frit løb iblandt os” her og nu. Det udtrykkes vist ikke bedre end i Luthers ”semper reformanda”, en beskyttelse af levende tradition og et værn mod gold traditionalisme. Nyere forskning peger da også på, at det mest præcise man kan sige om luthersk liturgi er, at der ikke findes én traditionel liturgi. Sådan må det være. I Artikel X i Konkordieformlen (fra 1577) står der da også bl.a. ”Vi tror, lærer og bekender, at Guds menighed på ethvert sted og til enhver tid har magt til at forandre disse ceremonier efter forholdene på den måde, det kan være Guds menighed til størst nytte og opbyggelse”. Denne dynamiske forståelse af tradition – og skelnen mellem tradition og traditionalisme – er en særlig forpligtelse for lutherske kirker, men er også udbredt i andre kirkesamfund.

Derfor får Rowan Williams her det sidste ord: “If “church” is what happens when people encounter the Risen Jesus and commit themselves to sustaining and deepening that encounter in their encounter with each other, there is plenty of theological room for diversity of rhythm and style, so long as we have ways of identifying the same living Christ at the heart of every expression of Christian life in common” (Fra Mission-shaped church, Church House Publishing 2004:vii)

 


Kategorier: Blogindlæg