Hanne Dahl blogger om erfaringerne med Drop in-dåb
Hvem kommer, når man sænker tærsklen til kirken?
Der syntes at være en underliggende frygt for et folkekirkeligt freakshow …
Af sognepræst Hanne Dahl, Budolfi, Aalborg Domkirke
Ovenstående skal jeg nok udfolde, men først nogle indledende øvelser.
For et par år siden var Aalborg Domprovsti’s præster på studietur til Kristiansand i Norge, hvor man i Domkirken i tæt samarbejde med Bymissionen, gør et stort arbejde for at sænke tærsklen til kirken.
Et af initiativerne som umiddelbart greb os, var drop-in-dåb. Et initiativ som siden er poppet op mange steder i Danmark. Vi nedsatte en arbejdsgruppe, der tilfældigvis kom til at bestå af præster med ret forskellig teologisk baggrund. Som det første satte vi os for at udarbejde et teologipapir. Tanken var, at kunne vi blive enige, så kunne vi modstå al kritik. Hvilken kritik var det så, vi frygtede mest. Jo vi frygtede, at man ville falde over os for ikke at tage dåben alvorligt nok. For hvem er det dog, der søger kirken, ved en sådan drop-in dåb. Hvem kommer, når man sænker tærsklen til kirken?
Mine kollegaer, der også blogger om emnet, har allerede forholdt sig til ritualets form, praktiske aspekter ved at afvikle drop-in dåb og har udfoldet nogle gode teologiske refleksioner over selve det, at vi åbner kirken på den måde. Jeg skal prøve at lade være med at gentage, hvad der allerede er sagt og vil derfor opholde mig ved et enkelt tema.
Hvem kommer, når man sænker tærsklen til kirken?
Det enkle svar er, at det gør alle. En forestilling om at drop-in dåb ville blive til folkekirkens freakshow, havde intet hold i sig.
Nu spørger du nok, om vi, der stod bag initiativet, frygtede dette. Svaret er nej, det gjorde vi ikke. Men vi havde en klar fornemmelse af, at det var en kritik, der lå og lurede lige under overfladen. Og når ret skal være ret, så drøftede vi, hvad vi ville gøre, hvis der nu kom nogen, som kom for at lave sjov. Altså gjorde nar af dåben, eller viste åbenlys foragt for ritualet. Hvad nu hvis der kom nogen, hvor den sjælesørgeriske opgave syntes uegnet til dette meget store og meget offentlige rum?
Vi besluttede os for, at vi jo måtte tage det som det kom, og læne os op af den dømmekraft, som vi i øvrigt er henvist til i vores omgang med sognebørn og forvaltning af sakramenterne.
Men der kom kun helt almindelige mennesker. Helt almindelige mennesker med hver deres historie om, hvorfor de ikke var blevet døbt endnu. Eller hvorfor de gerne ville døbes. Almindelige mennesker med almindelige hverdagshistorier. Hverdagshistorier som netop ved deres hverdagsagtighed, gjorde dem så rørende. De var i al enkelthed et genkendeligt spejl for en hvilken som helst almindelig folkekirkekristen.
Drop-in dåb er som dåb betragtet altså derfor ikke en særlig dåb. Men den er som enhver anden dåb mærkelige. Den mærker os, fordi vi alle som en bliver sat fri til at gå ud og indgå i relation til både Gud og mennesker. Fri fordi vi bliver fri til at fejle.
Fejle det er noget helt almindelige mennesker gør. Drop-in dåb er for helt almindelige mennesker. Når vi sænker tærsklen til kirken, kommer der bare nogle flere almindelige folkekirkekristne som lige den dag så lejligheden til at komme og være med.