Skilsmisseritual eller ej?
Og hvad kan vi så lære af det med et skilsmisseritual?
”Men på Tinge talte vor lokale kirkefader, N.F.S. Grundtvig, imod kirkens ægteskabsstiftende virksomhed”
Af pastor emeritus og tidligere DR-medarbejder Mogens Hansen
Et evt. skilsmisseritual hænger sammen med vielsesritualet. Begyndelse og ende. Det afgørende er det ind i mellem. Før vi kan ritualisere skilsmissen, skal vi have styr på ægteskabet.
I forbindelse med indgåelse af et ægteskab har kirken skabt et ritual, som fritager os for selv at skulle opfinde ord og handlinger for at markere denne afgørende livsændring.
Her bliver de os givet. Store ord og en betydningsmættet handling, som vi kan gemme os i. Og finde os selv i.
Det er det, et ritual kan. Det kan en aldrig så dyb sjælesørgerisk samtale ikke skabe. Kun den høje tid kan løfte os op over hverdagen, så vi kan få overblik over livet. Et ritual er en sådan højtid!
En sjælesørgerisk samtale er ikke nok ved en skilsmisse. Eller rettere: Hvorfor nøjes med den? Kirken er verdensmester i det med ritualer. Hvorfor ikke hjælpe folk i denne afgørende livssituation?
Men vi har et problem. Vi har i den lutherske kirke et uafklaret teologisk forhold til ægteskabet. Det ses af den nuværende praksis omkring vielsens ritual, hvor der er så mange teologiske lig og så megen skinger tale, at skeletterne rasler hver gang der holdes bryllup i kirken.
Den danske folkekirkes vielsespraksis og ægteskabsforståelse er ikke luthersk. I opgøret med den katolske forståelse af ægteskabet som et sakramente talte Luther om, at vielsen er et verdsligt anliggende, hvilket i hans pen ikke betød, at Gud holdes ude af ægteskabet. Gud er naturligvis i hele sin skabning. Men det betød at KIRKEN holdes ude af ægteskabsindstiftelsen.
Luthersk forstået er et bryllup i kirken en ceremoni, hvor to mennesker modtager Guds velsignelse over deres allerede indgåede ægteskab. De er gift, når de går ind i kirken! Formuleringen ‘Efterdi I tilforn / eftersom I forud har lovet og tilsagt hinanden’… henviser IKKE til det ja , de to lige har sagt, men til det faktum, at de ER ægteviede som de står dér foran alteret.
Men allerede i 1580 indførtes et nyt dansk vielsesritual, hvis detaljer førte ægteskabet tilbage til en semi-sakramental forståelse, med præsten som kongelig embedsmand.
Desværre trådte den ægteskabsstiftende jura endnu tydeligere frem i kirkerummet, da folkekirken / statskirken med Grundloven etablerede sig. Eneste mulighed for ægteskab var en vielse i kirken. Præsten blev parttime jurist.
Men på Tinge talte vor lokale kirkefader, N.F.S. Grundtvig, imod kirkens ægteskabsstiftende virksomhed: “Jeg mener, at skulle vi have et borgerligt Ægteskab, som vistnok er nødvendigt for at Religionsfrihed kan træde i Kraft, saa maa dette borgerlige Ægteskab være aldeles almindeligt, mens Vielse i Kirke eller Synagoge bliver en Sag, Ægteskabet selv som borgerlig Sag, aldeles uvedkommende.” (Folketingets forhandlinger 1850)
I andre sammenhænge taler han imod forståelsen af ægteskabet som en særlig kristelig ordning. Ægteskabet er ældre end kristendommen. “Christendommen kan ikke forskrive regler, om den end vilde det, for dets borgerlige Gyldighed.” Vielsen er “en huuslig Højtidelighed”, som han sagde på Tinge.
Hans ord havde åbenbart en vis betydning, for i 1851 åbnedes der for visse undtagelser, men først med ægteskabsloven af 1922 var der fuld tilgang til ikke-kirkelig vielse. Den lov var en slags frihedslovgivning for kirken, der burde have givet anledning til et renere velsignelses-ritual, nu hvor kirken ikke længere behøver at være en afdeling af retsvæsenet. Hvorfor har kirken ikke arbejdet med de muligheder?
Det burde være hos os som i det meste af kristenheden: Først går man til den borgerlige myndighed og bliver erklæret for rette ægtefolk, SÅ banker man på kirkens dør og beder om Guds velsignelse! Skæg for sig og snot for sig. Så kan Guds uberegnelige, urimelige og uregerlige kærligheds velsignelse folde sig ud over parforholdet i al sin herlighed. Og med fuld musik!
Hvis folkekirken havde fastholdt sin lutherske baggrund, havde vi undgået nogle af problemerne omkring kirkelig velsignelse af et par af samme køn. Kirken har intet med det juridiske at gøre. Den skal ikke tage stilling til, hvem der må være i parforhold med hvem. Det hører under den borgerlige øvrighed.
Når mennesker banker på kirkens dør for at bede den om Guds velsignelse, så er det kun almindelig omtanke og ordentlighed, der skal afgøre, om vi åbner døren.
På forhånd frabedes alle platte bemærkninger og forslag i den retning.
Så vidt jeg har forstået, er det sådan i størstedelen af den kristne verden, at ægteskabet indgås på et rådhus, og derefter kan parret velsignes i en kirke. Det er ikke mit indtryk at det er gået ud over antallet af vielser i kirken.
I katolsk dominerede lande er der skiftende praksis, i det sekulære Frankrig skal alle først på rådhuset, i Spanien og Italien er det frivilligt. I den anglikanske kirke er der den interessante variation, at man under vielsen går ind i sakristiet for at underskrive de juridiske papirer. Tydeligere kan det vel ikke være.
Dertil kommer at en del af de bibelske tekster, der læses i selve ritualet, nødvendigvis må justeres. Teksten om manden, der skal forlade sin far og sin mor og holde sig til hustru, er en praksis og formuleringer, som stammer fra et mellemøstligt stammesamfund, og som skriger til himlen, når mand og kone nu om dage har boet sammen i 10 år og deres to børn netop har gået op ad gulvet som brudepige og -svend.
Med mindre vi regner med, at folk alligevel ikke hører efter, så skal vi altså passe på med det vi siger i kirken. Det være sig nok så meget Bibelens ord. Ægteskabet har, for at sige det mildt, skiftet indhold i tidernes løb. Ægteskabet er en borgerlig, juridisk indretning og har sin baggrund i ønsket om at sikre arvefølgen og driften af den lille virksomhed.
Nu om dage er ægteskabets fundament noget så skrøbeligt som kærlighed. Jeg KAN ikke forstå, at kirken ikke på tydeligere måde kan hjælpe os i begge ender af det der skrøbelige kærlighedsforhold.