Tine Årup Illum skriver den traditionelle juleblog
Se jeg forkynder jer en stor glæde … hvis I synes …
Af sognepræst Tine Illum, Sdr. Bjert
Søndag efter søndag sidder de mennesker, der har mistet livsledsager eller livslyst, på kirkebænkene. Hverdag efter hverdag møder vi dem, for hvem året blev et annus horribilis af svigt og tab og mørke. Måske kommer vi uvilkårligt til at tænke: nu ikke komme for højt op, her i advent… og heller ikke i juletiden… al den glæde er upassende, og virker ufølsom overfor dem, der ikke er glade.
Forleden ledte vi her efter nye salmer, der havde lidt ”Lovsynger Herren” eller måske endda ”Stat op, min sjæl” over sig. Vi ledte måske ikke grundigt nok, men vi fandt ingen. Og når man tænker på, hvor megen grøde, der er i salmeskrivningen lige nu – og hvor mange fantastisk gode salmer, der skrives – så må det kalde til eftertanke. Foreløbig er det kun strøtanker, som jeg gerne deler og beder jer tænke med på: Er vi så forsigtige i vores omgang med hinanden, at vi næsten kun kommer til at sige det i adventstid og jul og på andre tidspunkter, som mennesker selv føler og rummer? Bliver vi i en slags langfredag med lidt påskestrejf selv når vi forbereder juleprædikener? Og er det det, vi skal? Eller skal vi netop komme og lægge glæden som klippegrund og klangrum, der kan rumme selv den dybeste julesorg? Må opstandelsespåståeligheden være der? Eller ser vi al forkyndelse af glæde som en forflygtigelse af lidelse og en letbenet glatten ud? Er ordet ”lovsang” blevet ensbetydende med overfladisk amerikaniseret pop? Hvis det er sådan, så er det måske på tide, at vi tager glæden alvorligt.
Paul Gerhardt, der om nogen vel er reformationens salmedigter, voksede op i skyggen af trediveårskrigen. Han fik sit første embede som præst i Mittenwalde syd for Berlin. Før havde der været 240 husstande, men krig og pest havde på 30 år reduceret landsbyen til 42 husstande – altså til under en femtedel. Gerhardt mistede selv fire af sine fem børn. Men alle hans salmer er lyse, handler om Guds omsorg og giver trøst (!). Vi behøver bare tænke på ”Hjerte, løft din glædes vinger” og ”Op, alle som på jorden bor”.
Også i dag oplever vi, at det er i de områder, hvor nøden er størst og frygten ligger lige for, at salmer om håb og tillid til Gud er størst. Organist Peter Arendt fortalte om et congolesisk kor, der i 1998 skulle optræde på Kirkernes Verdensråds generalforsamling. De kunne kun vanskeligt komme ud af det borgerkrigshærgede land og ejede kun det tøj, de havde på – og de væltede fuldstændigt de 4500 deltagere med deres første salme: ”Vi vil synge for Herren, fordi han drager omsorg for os.”
Og så er der jo lige englenes lovsang om en glæde, der skal være for hele folket … som synges til ildelugtende og fattige hyrder, så vi forstår, at den virkelig gælder alle og enhver.
Det er en overvejelse værd, om ikke også hver eneste adventssøndag er en påskedag, hvor glæden dyb og grundfast og gudvillet, og ingen sorg kan røre den eller få den til at forsvinde. Den findes. Og Paul Gerhardt og det congolesiske kor og englene julenat kunne synge om den, så den kunne røre og finde ind til alle, der går med tunge skridt:
”I, som tunge stier træde,
stands og hør:
Her er dør
til den sande glæde;
og i huset inden døre
trøstes ved
slig en fred,
ingen sorg tør røre!