Tine Årup Illum skriver den traditionelle juleblog

Tine Årup Illum skriver den traditionelle juleblog

 Om ørehængere. At få sjælen til at klinge


”Oplevelse er ikke alt, men uden oplevelse er alt ingenting”

Af sognepræst Tine Årup Illum, Sdr. Bjert

Mange af os er her omkring tredje søndag i advent ved at tabe pusten og synes, at succeskriteriet i resten af måneden må være ind imellem øvninger af krybbespil, besøg, bisættelser, juleafslutninger for vuggestuer, plejehjem, børnehaver, små skolebørn, store skolebørn og spejdere overhovedet at finde tid til dog at få fundet salmer og skrevet prædikener til seks gudstjenester på en uge – og få aftalt alt det praktiske om, hvornår podier og adventskranse skal op og ned osv. Samtidigt ulmer et særdeles velkendt tema i visse medier og i teologmunde: at præster holder barnagtige fromme og følelsesladede julegudstjenester og juleafslutninger – eller også kan vi overhovedet ikke tale til nutidsmenneskers erfaringsverden og holder dogmatiske foredrag om tonaturlæren juleaften. Jamen, så stop dog!

Naturligvis skal vi ikke spise folk af med pussenussede snakkerier eller verdensfjerne forelæsninger. Og naturligvis gør vi os umage … men hvis umagen bliver til perfektionisme, så trækker det livet ud af gudstjenesten. I den sammenhæng vil jeg gøre opmærksom på to tyske teologer, der måske kan afmontere vores flagellant-agtige higen efter at skrive den helt særlige, prægnante, uforglemmelige, nyskabende, teologisk spidsfindige prædiken med litterære citater, der samtidig pirrer intellektet og forstås af ethvert barn.

Den tyske teolog og Dr. Theol Michael Meyer-Blanck har meget rammende sagt: ”Oplevelse er ikke alt, men uden oplevelse er alt ingenting”. Vi oplever ALTID noget: engagement, inspiration, varme, kedsomhed, provokation etc. Og ofte udenom prædiken. Det er sikkert forskelligt for os hver især, men jeg oplever egentlig mest, når jeg ikke oplever en hel masse forskelligt, men når noget helt enkelt folder sig ud lag for lag – på skråt og på langs.
En anden tysk teolog er Dr. Theol Jochen Arnold, direktør for Michaeliskloster (EKD’s centrum for gudstjeneste og kirkemusik) og netop nu kandidat til bispeembedet i Berlin. På spørgsmålet om, hvad en god gudstjeneste er, svarede han engang: ”Når jeg går fra kirke, vil jeg allerhelst ha en ørehænger med, der bliver hos mig hele ugen, og hjælper mig i min tro og i min bøn”. På tysk hedder det oven i købet ”Ohrwurm”, hvilket måske lyder en smule ubahageligt, men klart fortæller, hvad det handler om: at noget fra gudstjenesten finder vej helt ind i øret og vel videre endnu: når sjæl og hjerte og bliver der.

For få år siden fik ovennævnte Michaeliskloster en ny klokke med indskriften ”Die Seele zum klingen bringen”. Det er vel nærmest den smukkeste indskrift til et uddannelsessted for kirkemusik og gudstjeneste – og kunne stå som fortegn for enhver gudstjeneste: at få sjælen til at klinge. Vi véd naturligvis ikke, hvad der finder vej ind i den enkelte kirkegænger og rører sjælen og får den til at klinge – heldigvis. Men vi kan godt arbejde med det, ligesom vi formodentlig arbejder teologisk og liturgisk med alle aspekter af gudstjenesten.

Jeg har helt afgjort haft for lidt sans for netop dét: ørehængeren. Det ganske enkle, der forbliver – ikke det forenklede, men netop det helt enkle. Og jeg har også haft for lidt sans for, at det behøvede ikke være et nyopfundet bon mot fra min egen hjerne og mund. Det kan være at åbne en salmelinie, eller at lade en enkelt sætning gå igen og på skrå i prædiken, eller ved f.eks. at lade gudstjenesten indramme af et kort bibelcitat. En åben tydelighed, der ikke er smal entydighed, men som måske lejrer sig i øret og hjertet. Og måske hjælper en og anden kirkegænger i hans tro og hendes bøn, bare indtil næste gudstjeneste. Og så samtidig vide, at ørehængeren måske bliver noget ganske andet, end jeg lagde op til.


Kategorier: Blogindlæg